National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om indsmugling af opioid-tabletter til Danmark. To personer er nu anholdt og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.
To personer fra Sydøstjylland, en kvinde på 28 år og en mand på 34 år, blev mandag aften anholdt ved den dansk-tyske grænse ved Padborg. Her blev de sigtet for flere forhold om indsmugling af opioider.
I deres køretøj blev der fundet 4.130 Oxycontiner 80mg, som var skjult flere steder i bilen, blandt andet under beklædningen i bagklappen.
Foruden dette forhold blev begge personer sigtet for at have kørt til Krakow i Polen med henblik på afhentning og senere indsmugling af Oxycontin for i alt 500.000 kroner. Det er NSK’s mistanke, at 3.304 stk. Oxycontin 80mg blev indsmuglet til Danmark i september 2025, mens ca. 6.440 stk. blev eftersendt via pakkepost.
Begge anholdte er desuden sigtet for i samarbejde med to navngivne personer at have indsmuglet yderligere 30.000 Oxycontin 80mg.
Den 34-årige mand er derudover sigtet for at have indsmuglet endnu 2.184 stk. Oxycontin 80mg til Danmark via pakkepost. Disse blev dog fundet af politiet og beslaglagt i oktober 2025.
Anholdelserne mandag aften er sket i samarbejdet med Syd- og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen.
Ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard, siger:
”Vi har gennem længere tid efterforsket mod de personer, som vi mistænker står bag indsmugling af en større mængde opioider til Danmark, og kunne i går skride til anholdelse. Det kan få fatale konsekvenser at anvende opioider som rusmiddel, og derfor er det et fokusområde for NSK at slå ned på kriminelle, der vil lukrere på salg af illegale opioider.”
De sigtede fremstilles i dag tirsdag den 6. januar kl. 13 i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Anklagemyndigheden ved NSK vil begære om dørlukning af hensyn til den videre efterforskning i sagen.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
