TM Tønder Håndbold: Casper Madsen is back again


TM Tønder Håndbold sluttede sæsonen 2021/2022 i lørdags, hvor holdet afsluttede med
en hjemmesejr og dermed en placering som nummer 9 i 1.division. Klubben er i fuld gang
med at sammensætte truppen til den kommende sæson, og i den forbindelse er det
glædeligt at kunne meddele at et comeback til en kulturbærer er undervejs.

Casper Madsen har altid spillet i Møgeltønder UIF, senere TM Tønder ungdom og de
seneste sæsoner været en fast del af førsteholdstruppen. Casper har været skadet i en
lang periode, men er så langt fremme i genoptræningen, at han vil være helt fit for fight i
den nye sæson. Om udsigten til comeback siger Casper Madsen:

– Mine forventninger til den kommende sæson er først og fremmest at finde tilbage til et
tilfredsstillende niveau på banen. 1 1/2 år uden håndbold sætter sine tydelige spor i form
af manglende timing og forståelse for holdkammeraterne.

– Men udover spillet på banen, forventer jeg også at kunne bringe noget erfaring ind på
holdet og på den måde, være med til at tage hånd om de unge, men også være med til at
presse dem hele tiden, så vi aldrig stiller os tilfredse med noget.


At Casper Madsen er tilbage på banen i den kommende sæson har stor betydning for
cheftræner Michael Wollesen:
– Madsen har i denne sæson primært ydet et bidrag uden for banen, hvilket har været godt
for både holdet og jeg selv som træner. Han er klog på spillet, dedikeret og stiller sig aldrig
tilfreds. Han vil det bedste for holdet og i særdeleshed for klubben, og han stiller store krav
til sig selv og sine medspillere. Den seneste tid har Madsen trænet med for fuld kraft, og
han har ikke glemt, hvordan man spiller. Når han får den sidste føling med spillet igen
både hvad angår fysik, fart og timing, så bliver han en kæmpe gevinst i den kommende
sæson. En vaskeægte kulturbærer som er guld værd for en klub.

Kilde: TM Tønder Håndbold