Teatret Møllen rykker ud under åben himmel: Gratis kulturoplevelser i det sønderjyske – Haderslev – Tønder – Aabenraa og Augustenborg

Typisk skal man gå i teatret for at opleve scenekunst, men nu har Teatret Møllen fyldt firmavognen med kostumer og rekvisitter og ruller teateroplevelsen direkte ud til publikum. Med udendørsforestillingen ”Shakespeares samlede værker” tilbyder teatret gratis scenekunst i lokale parker og boligområder for at vise, at teater hverken behøver at være dyrt, højtideligt eller svært tilgængeligt.

Publikum kan lade dankortet ligge derhjemme, da alle forestillinger er gratis, og det kun er på ét enkelt spillested, man skal reservere billet. På kun 70 minutter kaster tre skuespillere sig ud i en humoristisk lynversion af samtlige Shakespeares klassikere under åben himmel – placeret midt i lokale parker, ved museer og i boligområder i blandt andet Haderslev, Tønder, Aabenraa, Augustenborg og Eckernförde.

Initiativet udspringer af et ønske om at nå ud til de borgere, der måske ikke normalt køber billet til en teatersal, og gøre scenekunsten tilgængelig for alle.

”Teater skal være lige til. Konceptet er helt nede på jorden: Tag en klapstol med under armen, find en plads på græsset og få en god oplevelse sammen med naboen, uanset om du har læst Shakespeare før eller ej,” siger teaterchef Nikolaj Mineka.

At publikum kan opleve gratis teater under åben himmel, skyldes stærk opbakning fra både fonde, kommuner og lokalsamfund. Forestillingen blev produceret med støtte fra Kultursamvirket Haderslev, Sønderjysk Kulturfællesskab og Sydbank, da den havde premiere sidste år. Den aktuelle turné støttes af Haderslev Kommune samt de øvrige sønderjyske kommuner og afvikles i samarbejde med lokale kræfter og foreninger ude på spillestederne.

”Uden den lokale støtte ville det ganske enkelt ikke være muligt at rykke ud i nærområderne og tilbyde gratis teater. Det er en investering i det lokale kulturliv og fællesskab,” forklarer Nikolaj Mineka.

Turnéen med ”Shakespeares samlede værker” løber fra den 14. til 29. august. Den fulde spilleplan kan ses på Teatret Møllens hjemmeside. Sideløbende med udendørsturnéen fortsætter teatret sin vante gang i huset, hvor efterårssæsonen i september byder på mere klassiske forestillinger som blandt andet ”Amdi” og musicalforestillingen ”Pixie”.

FAKTA: Udendørsteater i august 2026

  • Forestilling: ”Shakespeares samlede værker” (varighed 70 min. uden pause). Anbefales fra 10 år.
  • Spilleperiode: 14. – 29. august 2026
  • Medvirkende: Ane Helene Hovby, Asbjørn Hays og Thomas C. Rønne. Instruktion af Mikkel Reenberg.
  • Uddrag af spilleplanen i lokalområdet:
    • august kl. 19.30: Vilstrup Forsamlingshus, Haderslev
  • august kl. 19.30: Skovbærparken, Haderslev
  • august kl. 17.00: Amtmandens Have, Tønder
  • august kl. 19.00: Medborgerhuset, Eckernförde
  • august kl. 15.00: Brundlund Slot, Aabenraa
  • august kl. 19.30: Augustiana Kunstpark, Augustenborg
  • august kl. 16.00: Museum Sønderjylland | Arkæologi, Haderslev
  • august kl. 16.00: Endrupholm, Bramming (kræver billetbestilling)
  • august kl. 16.00: Egehuset, Jegerup