Tirsdag d. 18. juni kl. 19 er der igen markvejstur med Foreningen By og Land Vestslesvig.
Denne gang går turen til det smukke landskab ved Juvre. Man starter ved P-pladsen syd for Juvre Engsø. Der er indkørsel til højre, nord for Juvrevej 82, følg skiltet ”Markvejstur”. Man går først op over Juvrediget, som blev opført 1926-28, og nyder herfra udsigten over marsken og Vadehavet.
Den lokale guide Niels Offersen fortæller undervejs om etableringen af Juvre Engsø, en ny, næsten 10 ha stor ferskvandssø, der skal være hjemsted for sårbare ynglefugle som hav- og fjordterne, stor kobbersneppe og klyde. Materialet, der er gravet ud ved etableringen af søen, er blevet brugt til forstærkning af Juvrediget.
Oprindeligt blev Juvre Enge brugt landbrugsmæssigt til græsning med får og kreaturer og til bjærgning af vinterfoder til husdyrene. I dag er arealerne en del af Natura 2000-området ”Rømø”, som skal sikre og forbedre forholdene for den beskyttede strandtudse og ynglefuglene.
Juvre Engsø blev anlagt i 2022-23 i et samarbejde mellem lokale lodsejere, Nationalpark Vadehavet, Tønder Kommune og Aage V. Jensens Fonde. Turen går langs engsøen og er ca. 5 km lang.
Gennem mange år har Markvejsgruppen under Foreningen By og Land Vestslesvig afholdt vandringer for at gøre opmærksom på de gamle vejes betydning og værdien af at bevare dem. Vandringerne kombinerer kultur- og naturhistoriske fortællinger om egnen og landskabet, og deltagerne kommer ofte til steder, som ligger fjernt fra de almindeligt kendte vandrestier.
Turledere: Niels Offersen, Marianne Permin og Henry Holm Hansen.
Mødested: P-pladsen ved Juvre Engsø. I aftenens anledning er der fri parkering.
Kontaktperson: Henry Holm Hansen mob. 30 72 46 26.
Deltagelse er gratis for medlemmer af Foreningen By og Land Vestslesvig. Andre betaler kr. 20,-.
Kilde: Markvejsgruppen
