Tættere samarbejde skal sikre et stærkt gymnasietilbud i Tønder


Reformen af ungdomsuddannelserne, der træder i kraft i 2030, betyder, at uddannelseslandskabet i Tønder er i bevægelse. Det giver en mulighed for at gentænke og styrke rammerne for et moderne og attraktivtuddannelsestilbud i byen.
Det Blå Gymnasium Tønder og Tønder Gymnasium har i løbet af 2025 opbygget en tæt og god dialog om
muligheden for et styrket samarbejde, der kan give de unge et bredt og attraktivt uddannelsestilbud – ogsåi fremtiden.
”Vi står foran et nyt uddannelseslandskab, og sammen har vi mulighed for at skabe endnu bedre rammer
for et stærkt uddannelsesudbud i Tønder. De seneste måneders arbejde har kun styrket vores tro på, at vi
kan lykkes i fællesskab,” siger Carsten Uggerholt Eriksen, direktør for Det Blå Gymnasium.
Drøftelserne mellem bestyrelsesformændene og den øverste ledelse er nu gået ind i en ny fase, og alle
medarbejdere er blevet orienteret om processen på et internt møde.
”Medarbejderne tog godt imod nyheden, selvom forandringer naturligt kan skabe usikkerhed. Der er
samtidig en stærk forståelse for, at reformen giver os mulighed for at tænke nyt og udvikle endnu bedre
tilbud til de unge”, siger Karl Jørgen Møller, rektor på Tønder Gymnasium.
Bestyrelserne for de to gymnasier ønsker, at dialogen fortsætter og bliver mere konkret. Som led i
processen er et konsulenthus blevet inddraget med det formål at bidrage med en skitse af, hvordan et
tættere samarbejde mellem gymnasierne kan se ud. Arbejdet forventes færdigt i foråret, og derefter vil
skitsen blive præsenteret for de to bestyrelser.
”Vi taler om et tættere samarbejde, og vi har også brugt ordet fusion. Vi er meget bevidste om, at vi er to
forskellige gymnasier – heldigvis begge med en sund økonomi og stærke værdier. Vi er optaget af
muligheden for at lave noget helt nyt, der bygger videre på alt det gode fra begge gymnasier. Vi taler om
det fælles tredje” siger Karl Jørgen Møller, rektor på Tønder Gymnasium.


Målet med samarbejdet er at sikre, at unge i Tønder også fremover kan vælge mellem flere
ungdomsuddannelser af høj kvalitet – selvom der bliver færre unge. Samtidig skal det faglige miljø være
stærkt nok til at tiltrække dygtige undervisere til kommunen.
Tønder ligger i en grænseregion, hvor historie og kultur krydser landegrænser. Det giver området en særlig identitet – og et særligt ansvar. Derfor skal det fælles tredje også styrke det internationale perspektiv. Det gælder både for elever fra Sydslesvig og fra andre dele af verden.


Tønder Kommune har et klart fokus på at udvikle byen som et attraktivt uddannelsessted. Derfor er det
også naturligt, at kommunen spiller en central rolle i samtalerne