Syd- & Sønderjyllands Politi: Kanonslag fundet i bil i Toftlund

– I sidste uge standsede en af vores patruljer en bil i Toftlund. I bilen var der udover euforiserende stoffer også et ulovligt kanonslag. Fundet fik patruljen til at ransage førerens hjem – og fandt her blandt andet 350 ulovlige kanonslag, lyder det fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

– Ulovlige kanonslag udløser en bøde. Udover at de er farlige, så gør affyringen af dem også mange mennesker og dyr utrygge, så vi er glade, når det lykkes os at beslaglægge dem, inden de bliver skudt af.

– Selv om vi kun er i november, så er fyrværkerisæsonen åbenbart begyndt. Vi minder om, at du selvfølgelig ikke må hverken have, sælge eller affyre ulovligt fyrværkeri. Nogensinde.

– Det lovlige fyrværkeri må du først købe hos autoriserede forhandlere fra den 15. december – og kun fyre det af fra den 31.december til den 1. januar.