Susanne Stenstrop Thorsen (SF): Giv digitaliseringen et menneskeligt ansigt

Folketingskandidat i Syd- og Sønderjylland Susanne Stenstrop Thorsen (SF), Kolding. Pressefoto

Af folketingskandidat i Syd- og Sønderjylland Susanne Stenstrop Thorsen (SF), Kolding.

Jeg er rystet over de vidnesbyrd, jeg hører fra mennesker, der føler sig fanget i en verden med alt for meget teknologi. En verden, hvor man ikke kan benytte sig af sine demokratiske rettigheder, hvis man ikke har en smartphone. En verden, hvor man hele tiden er afhængig af andre menneskers hjælp til at håndtere ting, der er dybt personlige. Et helvede at MitID, e-boks, digitale betalingsydelser, digitale sundhedsydelser osv.

Desperationen er stor og livskvaliteten i frit fald, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Ifølge rapporter er det op mod hver fjerde dansker, der føler sig betydeligt udfordret af digitaliseringen. Typisk de ældre og de knap så ressourcestærke. Med andre ord: Vi spænder digitalt ben for dem, der ofte har allermest brug for samfundets hjælp.

Og så kan det godt være, at FN flere gange har kåret Danmark som verdensmestre i offentlig digitalisering. Men når hundredtusindvis af borgere er blevet hægtet af undervejs, så mener jeg ikke, vi har mesterværdighed. Så er det gået for stærkt.

Vi bliver nødt til at få et menneskeligt ansigt på digitaliseringen. Til alle digitale muligheder, der udbydes, bør der også være pålidelige, fysiske alternativer. Alternativer, som ikke kræver, at man skal stå i kø i timevis eller ydmyge sig overfor familie og venner. Sådan en ny digitaliseringsstrategi arbejder vi for i SF.

Det handler om værdighed.