SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen vil vise, at de også har mad til de unge

Med en mellemting af influencer-marketing og reality-tv går SuperBrugsen, Kvickly og Dagli´Brugsen helt nye veje i sin markedsføring og forsøger at bryde med traditionerne i dagligvarehandelen, hvor tilbudsmarkedsføring er altdominerende.

Kendte navne som komikeren og kokken Simon Jul, TV-værten og skuespilleren Sarah Grünewald og influenceren og journalisten Isabella Alberte, står i spidsen for hver deres nye univers med film og programmer, der udkommer på tværs af Facebook, Instagram, Youtube og Coops egne kanaler.

Her kan kunderne opleve underholdende og inspirerende programserier med udgangspunkt i de tre kæders respektive særpræg.

Der er i denne uge premiere på den første serie, som hedder ”Lige til at spise – med SuperBrugsen.” Her er Simon Jul vært og dommer for en række medvirkende, der i løbet af en række programmer over de kommende uger, dyster om at lave Danmarks bedste hverdagsret.

”Vi vil med filmene vise, at SuperBrugsen tilbyder det, en yngre målgruppe efterspørger fra en moderne dagligvarebutik: Det store udvalg af sunde, grønne varer og gode konkrete veje til at leve et mere bæredygtigt og mindre klimabelastende hverdagsliv,” siger kædedirektør Kenneth Pedersen, SuperBrugsen.

Den nye influencer-satsning er ét element af en række i forbindelse med relancering af SuperBrugsen som Danmarks største og førende supermarkedskæde.

”Vi har udviklet en helt ny visuel identitet til SuperBrugsen. Det sanselige og det legende er noget, vi gerne vil forbindes med, og her er filmene en langt bedre måde end traditionel dagligvaremarkedsføring at vise det på, over for en bevidst og krævende yngre målgruppe,” siger senior marketingchef Rikke Bangild, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Kvickly.

Alle 3 koncepter er udviklet i et samarbejde mellem Coop og Represented By Bloggers Delight og udkommer i videoformater af 1-6 minutters længde på tværs af betalte og egne kanaler.

Mediebureau på kampagnen er OMD.

SuperBrugsen består af 240 supermarkeder med en samlet omsætning på knap 15 milliarder kr.

Kvickly har sammen med Sarah Grünewald skabt et andet univers og Dagli´Brugsen et tredje sammen med Isabella Alberte, som fokuserer på de to kæders respektive særpræg. De får premiere inden længe.

Kilde: Coop