Sundhedsstyrelsen: 500 millioner til digital hjemmebehandling

Der er brug for flere læger i landets yderdistrikter.

Regeringen, Danske Regioner og KL har indgået en aftale om at udmønte 500 mio. kr. til digital hjemmebehandling i sundhedsvæsenet. Midlerne skal bl.a. bruges på udstyr til borgere med KOL og diabetes, digitale tilbud inden for psykiatri og genoptræning og skærmbesøg i den kommunale sygepleje.

Flere borgere med fx kroniske lidelser, der kan og vil, får nu mulighed for at blive behandlet og monitorere deres sygdom i eget hjem. Det ligger fast, efter at regeringen, Danske Regioner og KL har indgået en aftale om udmøntning af 500 mio. kr. i perioden fra 2023 til 2028.

Midlerne, der blev afsat som led i sundhedsaftalen fra maj 2022, skal fremme udbredelsen af digitale behandlingstilbud, herunder hjemmemonitorering og målrettet kontrol for borgere med kroniske sygdomme som diabetes, KOL og hjertesvigt, og bl.a. nedbringe antallet af fysiske kontrolbesøg og forebygge unødvendige sygehusindlæggelser.

Konkret skal aftalen sikre, at en udvalgt gruppe på op mod 4.400 patienter med type 2-diabetes kan tilbydes sensorbaserede glukosemålere i en forsøgsordning i 2024-2026, mens op mod 1.400 KOL-patienter i 2025 kan tilbydes udstyr til hjælp til vejrtrækningen, såkaldt non-invasiv ventilation (NIV), i hjemmet.

Aftalen prioriterer også midler til udbredelsen af digitale psykiatritilbud og digitale genoptræningstilbud og skærmbesøg i kommunerne.

Aftalen følger derudover op på Robusthedskommissionens anbefaling om at indføre et fælles princip om ”digitalt og teknologisk først” bredt i sundhedsvæsenet. Det betyder, at borgere som udgangspunkt skal tilbydes en digital kontakt i stedet for et fysisk fremmøde i de situationer, hvor det giver sundhedsfaglig og økonomisk mening, og hvor borgeren ønsker det.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:

”Digital hjemmebehandling kan give en større fleksibilitet og tryghed i hverdagen og betyde, at borgere med kroniske sygdomme som for eksempel KOL og diabetes kommer i bedre kontrol med deres sygdom. Dermed kan man undgå, at deres sygdom forværres, og det kan give større livskvalitet for den enkelte og føre til færre sygehusindlæggelser. Men selvom sundhedsvæsnet de senere år er blevet bedre til at tage digitale løsninger i brug, så skal vi blive endnu bedre og hurtigere til at udnytte de muligheder, som teknologien giver os. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået en aftale, der giver flere, som ønsker at bruge digitale løsninger i eget hjem, mulighed for det.”

Formand i Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:

”Med aftalen sparer borgerne mange ture til hospitalet, fordi kontroller og en del af behandlingen kan klares hjemmefra via digitale løsninger. Aftalen kan frigive kapacitet på hospitalerne og lette borgernes hverdag.  Regionerne bruger digitalisering til at gøre det nemmere og bedre for alle – for de borgere, der kan og vil mere selv. Som noget særligt åbner aftalen op for digitale tilbud til borgere med bl.a. psykiske udfordringer fx depression eller angst. Aftalen giver mennesker med psykiske udfordringer helt nye muligheder for behandling i hjemmefra i trygge rammer, tidligt og effektivt.”

Fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, Sisse Marie Welling, siger:

“Fremtidens sundhedsvæsen skal meget tættere på dig og mig. Vi skal omstille vores sundhedsindsatser, så vi tænker træning før og efter operation. Vi skal sikre, at de borgere, der ikke har brug for en tur på sygehuset, kan få behandling meget tættere på eller i deres eget hjem. Og vi skal kunne differentiere indsatserne, så de passer til den enkelte borgers behov og muligheder, ligesom vi skal samarbejde og bruge kræfterne på det vigtigste. En af nøglerne til dét er teknologi og digitalisering. Jeg er derfor glad for, at vi med denne aftale får sat nogle fælles og konkrete mål for den nødvendige omstilling. Det kommer først og fremmest borgerne til gode, både nu og fremover.”

Som led i aftalen er parterne enige om, at den styrkede indsats for hjemmebehandling frem mod 2028 skal sigte mod følgende mål:

  1. Borgere med KOL, diabetes og hjertesvigt vil få halveret antallet af fysiske kontroller på sygehusene ved at omstille til løbende digital monitorering i eget hjem og virtuelle kontakter.
  2. Antallet af digitale forløb til mennesker med mental mistrivsel vil blive fordoblet.
  3. Borgere i alle kommuner vil få tilbud om digitale genoptræningsforløb efter § 140 i sundhedsloven.
  4. Borgere i alle kommuner vil få tilbudt skærmbesøg i sygeplejen.
  5. Videokonsultationer udbredes fortsat i almen praksis og andelen af de samlede konsultationer stiger år for år i perioden.

Kilde: Sundhedsstyrelsen