Stor opbakning til fælles sidste skoledag i Sønderborg Kommune

Over 600 elever er tilmeldt det alkoholfrie sidste skoledags-event for alle afgangselever i folke-, privat- og friskoler i Sønderborg Kommune. Arrangementet foregår fredag den 17. maj på Ringriderpladsen i Sønderborg fra kl. 12-16.30.

Afgangseleverne i folke-, fri- og privatskolerne i Sønderborg Kommune har taget rigtig godt imod arrangementet om fælles, sidste skoledag. For i skrivende stund er 610 elever tilmeldt til festen, der finder sted på Ringriderpladsen i Sønderborg fredag den 17. maj 2024.

Det bliver en fantastisk fest, hvor fællesskabet er i centrum og hvor alle afgangselever kan markere en fælles afslutning på deres 10 års skolegang.

Arrangementet byder på en lang række forskellige aktiviteter. Der er blandt andet masser af musik med DJ men også tre stærke koncerter: Futte Fynbo, Baloosh og Benny Jamz. Der bliver udpeget en splash-zone, hvor der kan være skumfest. Der er også kåring af bedste udklædning, der bliver taget gruppebilleder af klasserne med mere på dagen. 

22 afgangselever har været med i planlægningen af den alkoholfri sidste skoledag og med til at beslutte lokation, kunstnere og aktiviteter.

Alle afgangselever i Sønderborg Kommune er inviteret til eventet, som man skal tilmelde sig til for at få et adgangs-armbånd. Tilmeldte elever vil i ugen op til eventet få påsat et armbånd, som er indgangsbilletten. Ungdomsskolen tager i ugen op til arrangementet ud på skolerne og sætter armbånd på deltagerne. Her vil Ungdomsskolen følge op på at få de sidste med, og der er mulighed for tilmelding frem til dagen.

Personale fra Ungdomsskolen, SSP, Sønderborg Politi og Natteravnene er til stede ved arrangementet, og de vil være med til at skabe et godt, energisk, alkoholfrit, trygt og inkluderende sidste skoledagsevent for Sønderborg Kommunes udskolingselever. Ungdomsskolen har koordineret med Statsskolen og Skaterhallen, at hele området spærres af på dagen.

Da der er tale om et alkoholfrit arrangement, vil der være adgangskontrol til festen. Vurderes elever til at være påvirkning af alkohol ved ankomst til eller under eventet, vil armbåndet blive klippet, og adgangen er derved suspenderet. Ligeledes vil armbåndet blive klippet, hvis Ringriderpladsen forlades i løbet af eventet. Tasker tjekkes også ved indgangen.

Der er mulighed for at købe mad og drikke på pladsen, ligesom der er toiletter. Det er derfor ikke nødvendigt for eleverne at forlade pladsen under festen.

Kilde: Sønderborg Kommune