Antallet af ældre pr. social- og sundhedsmedarbejder er steget de seneste ti år.
Samtidig er forskellene mellem kommunerne i Syd- og Sønderjylland store.
Det går ud over kvaliteten i ældreplejen, advarer FOA.
Der bliver stadig flere ældre pr. ansat i den kommunale ældrepleje. Nye beregninger fra FOA viser, at antallet af borgere på 65 år og derover pr. kommunalt ansat social- og sundhedsmedarbejder i Syd- og Sønderjylland er steget fra 13,7 i 2016 til 15,3 i 2026.
Udviklingen gør det vanskeligere at levere den omsorg og pleje, som de ældre borgere fortjener og har brug for, mener Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA
“Det er deprimerende tal. Den nye ældrelov er lige fyldt ét år. Den handler netop om at give bedre omsorg til den enkelte ældre ved, at ansatte og borgere kommer tættere på hinanden, så vi forstår den enkelte ældres liv og forudsætninger. Vi kan ikke leve op til lovens intentioner, når kommunerne ikke lader antallet af ansatte følge med antallet af ældre,” siger Tanja Nielsen.
Store forskelle fra kommune til kommune
Der er markante forskelle på bemandingen fra kommune til kommune.
I 2026 har Kolding det højeste antal ældre pr. ansat med 16,6, tæt fulgt af Haderslev med 16,2. I den anden ende af skalaen ligger Vejen med 12,5 ældre pr. ansat, efterfulgt af Varde med 13,6 og Tønder med 13,8.
Fanø har teknisk set det højeste antal ældre pr. ansat i regionen med 18,4. Men fordi kommunen er meget lille, kan selv få medarbejdere eller borgere påvirke tallene markant, og derfor er sammenligninger med de øvrige kommuner usikre.
Ifølge Tanja Nielsen viser tallene heller ikke hele billedet. Virkeligheden er endnu mere udfordrende.
“Når vi lever længere, stiger behovet for pleje og omsorg. En 85-årig har i gennemsnit et langt større plejebehov end en 75-årig. Den udvikling afspejles ikke i tallene, men den mærker medarbejderne hver eneste dag,” siger hun.
Vejen går mod strømmen
Kun én kommune i Syd- og Sønderjylland har formået at reducere antallet af ældre pr. ansat i perioden fra 2016 til 2026. Det er Vejen, hvor tallet er faldet med 0,9.
De mindste stigninger ses i Sønderborg, hvor antallet er steget med 0,5, og i Vejle, hvor stigningen er 0,6.
FOA peger på, at udviklingen hænger sammen med kommunernes prioriteringer.
“Der kan være mange forklaringer på tallene, men den grundlæggende årsag er desværre, at kommunerne ikke bruger de nødvendige midler. Hvis ældreområdet skal følge med det stigende antal ældre, skal der også investeres i flere medarbejdere. Ellers bliver det de ældre og de ansatte, der betaler prisen,” siger Tanja Nielsen.
På landsplan er antallet af borgere på 65 år og derover pr. social- og sundhedsmedarbejder steget fra 13,6 i 2016 til 15,0 i 2026.
