Større nettotilflytning og større salg af boliger og byggegrunde i Aabenraa Kommune i 2021

Aabenraa: Nørreportkvarteret begynder at tage form - foto fra starten af januar måned 2022 - Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen, glæder sig over, at tilflytning i 2021 har sikret en positiv fremgang i befolkningstilvæksten, og at der er godt gang i salget af både boliger og byggegrunde.

I 2020 blev der solgt 725 boliger i Aabenraa Kommune, mens der i 2021 blev solgt 980 boliger. Det gør Aabenraa Kommune, ifølge boligsiden.dk, til den kommune i landet, hvor der har været den største procentvise stigning i salget af boliger – nemlig 35,2 procent.

Der er godt gang i boligsalget og opførelsen af nye huse i Aabenraa Kommune. For i 2021 blev der solgt 47 byggegrunde mod 19 solgte i 2020 og 11 i 2019. Samtidig viser udviklingen i befolkningstilvæksten en stigning på over 100 personer i Aabenraa Kommune.

Og tallene vækker begejstring hos Aabenraa Kommunes borgmester.

– De positive tal viser, at Aabenraa Kommune er blevet mere attraktiv at bosætte sig i, og de gode tendenser skal fortsætte. Derfor er det et område, der fortsat vil have både min og det øvrige byråds bevågenhed, så vi kan tiltrække endnu flere borgere og andre kan få øjnene op for, hvilken fantastisk kommune vi er at bo og leve i, siger Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

– Jeg glæder mig også over, at vi i Aabenraa Kommune kigger ind i yderligere boligudvikling i fremtiden. Både i Aabenraa by med området Nord for Kilen, hvor der er planer om flere hundrede centralt beliggende boliger tæt på strand og hav, og flere steder i landdistrikterne, hvor der bliver udstykket byggrunde og arbejdet med et attraktivt bosætningsmiljø.

Bliv klogere på Aabenraa Kommunes bosætningsstrategi her: https://www.aabenraa.dk/borger/tilflytter/bosaetningsstrategi/

Kilde: Aabenraa Kommune