– Stæren er kommet – med morgensang og et kig på redekasserne

I år kom de første stære i slutningen af februar måned. De startede med morgensang og kiggede på redekasserne. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

De første stære kom allerede i slutningen af februar måned i år. Lyset er tiltaget med et par timer, og det er som om det lokker fuglene til at synge, og samtidig kigger de også på redekasserne.

Flyvende tæpper i Marsken

Der er stadig flokke af sangsvaner på de afhøstede majs- og kartoffelmarker. Men det er som om de har mærket at foråret er på vej. På trods af de seneste dages natte- og morgentimer med minusgrader, er det lyset, der vækker naturen.
Sangsvanerne flyver tilbage til Kanada og Rusland for at yngle. De bruger Danmark som overvintring med masser af føde og nærmest ingen sne.
Og efter svanerne kommer stærene og danser ballet på himlen om aftenen når de skal sove og om morgenen for at få søvnen ud af vingerne.
Stærene yngler her i landet.

Og antallet af redekasser er stigende mange steder.
For stærene snupper nemlig rigtig mange stankelbenslarver, der er den flotte græsplænes største fjende.

Lige nu kan man høre de hæse stærestemmer tidligt om morgenen.
Og samtidig kigger de på redekasserne.
Og det er svært at finde en fugl, der er mere kritisk hvad redekasser angår end stæren.

Det viser sig igen i år at det er de samme 2-3 redekasser de er vilde med.

Mest vilde med.

I sidste øjeblik kom et par nye redekasser op. Og et par af dem måtte lige reparareres lidt efter stormen Malik.

Det sjove ved stærene her tidligt på foråret er, at de er aktive tæt ved redekasserne om morgenen, for så at forsvinde resten af dagen igen.

Gad vide hvad de får dagen til at gå med?

Om et par uger er det sultne unger, der holder dem i gang og tæt ved redekasserne.

– Fortsættes…

GRATIS – Nyheder fra Sønderjylland og resten af verden – direkte på din mobil – www.sydnyt.dk