Hændelsen fandt sted den 7. maj 2020, hvor en 25-årig somalisk mand kom kørende i en personbil ved Frøslev Grænseovergang og blev taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed. Enheden er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og UKA Vest.
En 25-årig somalisk mand blev mandag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt fire års fængsel samt udvisning for bestandig i en sag om indsmugling af en stor mængde hård narkotika.
Hændelsen fandt sted den 7. maj 2020, hvor den 25-årige mand kom kørende i en norsk indregistreret personbil ved Frøslev Grænseovergang og blev taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed. Enheden er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
I forbindelse med kontrollen blev køretøjet undersøgt af toldere med en narkohund, og ved denne lejlighed fandt de fire kilo amfetamin gemt i bilen.
Den 25-årige blev efterfølgende anholdt af betjente fra UKA Vest og har været varetægtsfængslet frem til dommen.
Manden har under sagen nægtet sig skyldig og tog betænkningstid i forhold til anke.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.