SE VIDEO – Sønderjysk Kagefestival Tønder – Gijs Steinebach vandt DM i Brødtort

Årets Danmarksmester i brødtort hedder Gijs Steinebach og kommer fra Bovlund Bjerg i Sønderjylland. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Det blev en lokal deltager, der vandt DM i Brødtort i Tønder i dag. Gijs Steinebach fra Bovlund Bjerg overbeviste dommerne med sin lækre brødtort blandt i alt 10 deltagere.

Fagfolk i dommerpanelet

Det var en kendt kagekender, der styrede deltagere og publikum igennem konkurrencen, nemlig Markus Grigo, som siden 2017 har været den ene af dommerne i det populære tv-program ‘Den store bagedyst’.

Markus Grigo er uddannet bager og kok i Tyskland, hvor han er født og opvokset. Siden 1991 har han boet i Danmark og har arbejdet som dessertkok på nogle af landets toprestauranter. Det er også blevet til en række bogudgivelser om det søde univers. Ved DM i Brödtort er han konferencier, men kan måske også godt finde på at smage på konkurrencekagerne og give sin vurdering af dem. Afgørelsen ligger dog i hænderne – eller rettere i smagsløgene – på et nøje udvalgt dommerpanel.

Ny i panelet i år er journalist og influencer Sisse Sejr-Nørgaard, der er stor fan af Den store bagedyst og derfor skriver meget om programmet – og kage i det hele taget – på sin profil ‘sissesejr’ på Instagram. Hun er født i Haderslev og har derfor den sønderjyske kagetradition med sig.

Ny dommer er også Enie van de Meiklokjes, som er vært på den tyske udgave af bagedysten. Hun forstår og taler lidt dansk og har faktisk også gæstet det danske tv-program for et par år siden.

En anden bagedystkending er Katja Stock Pekruhn fra Aabenraa. I 2013 var hun deltager i Den store Bagedyst og blev kendt og elsket for sit sønderjyske sprog. Hun bager stadig som ‘Æ Kachkuun’, og ud over at være dommer ved DM holder hun også et lille foredrag ved kagefestivalen.

Desuden er der ligesom sidste år to fagdommere: Iver Hansen, der er formand for Sønderjyllands Bagerlaug og Trine Bladt, der er underviser på bager- og konditoruddannelsen på EUC Syd i Tønder.

Endelig fik Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen også fornøjelsen af at smage sig igennem rugbrødslagkagerne.

Deltagerne i DM i Brødtort 2022:

Gijs Steinebach

Kirsten Comlossy

Inger Marie Jeppesen

Christine und Lærke Grøndahl

Lone Juhler

Inga Nansen

Karin May Hannemann

Hanne Bergmann Sørensen

Maja Eskildsen

Yvonne Holm Pedersen

Se mere om Det Sønderjyske Kaffebord her.

Sønderjysk Kagefestival Tønder

Sønderjysk Kagefestival Tønder er et samarbejde mellem Tøndermarsk Initiativet, Vores Marsk, Destination Sønderjylland, Rømø-Tønder Turistforening, EUC Syd Tønder og Tønder Handelsstandsforening.