Sønderborg kommune: Sonfor – Ny bestyrelse med fokus på åbenhed og økonomi – Ellen Trane Nørby er ude

Pressefoto - Sonfor

SONFOR har afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor den nye bestyrelse for de næste fire år formelt er blevet valgt med Kjeld Stærk som formand og Bjørn Allerelli Andersen som næstformand. Hovedfokus for den nye bestyrelse bliver ifølge det nye formandskab at styre en række store infrastrukturprojekter sikkert i mål over de kommende år.  

En ny samlet vandstrategi, byggeriet af et nyt centralt renseanlæg og en mulig fusion af Sønderborgs to fjernvarmeselskaber. Det er nogle af de store projekter, som SONFORs nye bestyrelse står over for at skulle håndtere, og som potentielt kan komme til at sætte varige aftryk på Sønderborg i årtier fremover.  

”SONFOR ser ind i nogle meget store investeringer de kommende år. Det er en utrolig vigtig og spændende opgave, som vi glæder os rigtig meget til”, siger Kjeld Stærk.  

Ifølge bestyrelsesformanden vil de kommende opgaver kræve særligt fokus på økonomi og risikostyring.  

”Vi kommer til at fokusere på, at SONFOR bliver drevet effektivt og med høj forsyningssikkerhed til gavn for vores kunder, og at vi samtidig får leveret på vores ejers strategi og ambitioner, herunder i forhold til den grønne omstilling. Det er vores opgave som bestyrelse at forstå forretningen, så vi kan give SONFORs dygtige medarbejde optimale rammer for at lykkes med opgaverne”, uddyber Kjeld Stærk.

Tillid og åbenhed skal prioriteres  

Samtidig vil den nye bestyrelse prioritere dialog, inddragelse og åbenhed, fortæller næstformand Bjørn Allerelli Andersen.  

”Som kommunalt ejet selskab er det ekstra vigtigt for os, at vi er i samklang med vores kunder og lokalsamfund i det, vi foretager os. Det seneste år har fjernvarmesagen slidt på SONFORs troværdighed. Derfor bliver en af vores første prioriteter som bestyrelse også, at vi får udarbejdet en kommunikationsstrategi, som sætter involvering, dialog og åbenhed i højsædet”, siger Bjørn Allerelli Andersen. 

SONFORs nye bestyrelse 

Byrådsvalgte bestyrelsesmedlemmer  
Kjeld Stærk, formand (V) – Sønderborg – Formand
Bjørn Allerelli Andersen, næstformand (A) – Ulkebøl 
Desalegn Tufa (A) – Sønderborg 
Kristian Bonefeld (V) – Sundeved 
Claus Damm Johansen (LA) – Broager 

Forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer 
Pernille Kristensen – Dybbøl  
John Würtz Larsen – Guderup  

Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer 
Kim René Olsen – Sønderborg   
Jeppe Lorenzen – Gråsten 
Morten Nielsen – Broager 

Generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer 
Peer Slipsager 
Hans-Martin Friis Møller 

Se mere om sonfor – KLIK HER