Efter flere år med faldende befolkningstal kan Sønderborg Kommune nu glæde sig over en vækst i antallet af borgere i 2025.
Prognoserne viser, at Sønderborg Kommune ved udgangen af 2025 er vokset med op til 100 nye indbyggere. Det er især tilflytning af studerende og en målrettet indsats for at tiltrække nye borgere, der vender udviklingen. Samtidig bliver der født flere børn. Ultimo oktober 2025 er der født ca. 60 flere børn end tilsvarende måneder i 2024.
Sønderborg Kommune har i perioden 2015-2024 oplevet et årligt fald i befolkningstallet, men i 2025 forventes en fremgang på omkring personer. Ved optællingen i begyndelsen af november, var fremgangen på 98 indbyggere siden første januar.
– Det lyder måske ikke af meget. Men når vi ser prognoser med befolkningsudvikling i provinskommunerne, så er det ekstremt glædeligt, at vi nu ser en positiv udvikling i befolkningstallet i Sønderborg Kommune. Det viser, at vores fælles indsats for at gøre Sønderborg Kommune attraktiv for både unge, familier og seniorer bærer frugt. Vi fortsætter arbejdet for at skabe gode rammer for alle, der ønsker at bo her, for det er et langt, sejt træk, der kræver et stærkt fokus, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.
Udviklingen skyldes blandt andet øget indrejse af studerende og en målrettet bosætningsstrategi. Kommunen har i flere år arbejdet strategisk for at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at bo, studere og arbejde. Det sker i en koordineret indsats gennem Byrådets Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst 2024-2030. Herunder ligger blandt andet partnerskabet GOTO Sønderborg, Tilflytterservice og partnerjob-ordning samt fokus på internationale tilflyttere.
– Befolkningstilvæksten er et vigtigt signal om, at Sønderborg Kommune er et sted, hvor folk ønsker at slå sig ned. Og jeg glædes utrolig meget over, at det særligt er mange studerende, der søger hertil, for det viser også, at vores ambitioner om en attraktiv studieby er godt på vej. Nu skal vi blot fastholde de unge mennesker efter endt studie. Men samlet giver det os energi til at fortsætte arbejdet med at udvikle kommunen og tiltrække nye borgere, siger Stephan Kleinschmidt, der er første viceborgmester.
