Sønderborg Kommune: Ny stabschef for Teknik, Miljø og Bæredygtighed er ansat

Anne Dyrhave Nissen bliver ny stabschef for Teknik, Miljø og Bæredygtighed i Sønderborg Kommune og tiltræder den 1. november 2026. Pressefoto Sønderborg Kommune

Anne Dyrhave Nissen bliver ny stabschef for Teknik, Miljø og Bæredygtighed i Sønderborg Kommune og tiltræder den 1. november 2026.

Med ansættelsen af Anne Dyrhave Nissen får Teknik, Miljø og Bæredygtighed en ny stabschef med solid erfaring fra politisk ledede organisationer og med ledelse, politisk betjening, rådgivning og tværgående processer. Siden juni 2024 har hun været sekretariatsleder i Plan, Teknik & Miljø i Aabenraa Kommune, hvor hun blandt andet har været rådgiver og ledelsesstøtte for direktør og chefgruppe og haft personaleansvar for 14 medarbejdere.

Direktør for Teknik, Miljø og Bæredygtighed, Sille Marcussen Dall, glæder sig til samarbejdet.

  • Jeg er rigtig glad for, at Anne har sagt ja til jobbet. Hun kommer med stærk erfaring fra en politisk ledet organisation og har et indgående kendskab til både ledelse, politisk betjening og de mange tværgående processer, som er afgørende i en stor og kompleks forvaltning. Som stabschef får Anne en central rolle tæt på både chefgruppen, medarbejderne og den politiske ledelse, og jeg ser meget frem til at få hende med på holdet, siger hun.

Stabschefen er en del af forvaltningens chefgruppe samt leder af staben i Teknik, Miljø og Bæredygtighed, der er en central, tværgående funktion. Staben består af 16 medarbejdere med kompetencer inden for blandt andet økonomi, analyse, ledelsesunderstøttelse og organisationsudvikling, GIS og data samt sekretariats-, koordinerings- og udviklingsopgaver.

Anne Dyrhave Nissen ser frem til de nye opgaver.

  • Jeg glæder mig meget til at blive en del af Teknik, Miljø og Bæredygtighed i Sønderborg Kommune. Det er en spændende forvaltning med store dagsordener og høje ambitioner, og jeg ser frem til at lære både organisationen og medarbejderne at kende. Jeg motiveres af at skabe sammenhæng mellem mål og hverdag og af sammen med dygtige kolleger at skabe gode rammer for, at organisationen lykkes. Derfor glæder jeg mig til at bidrage til det stærke samarbejde på tværs af forvaltningen, siger hun.

Anne Dyrhave Nissen er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og er i gang med Master i Offentlig Ledelse. Før jobbet i Aabenraa Kommune var hun fra 2020 til 2024 chefkonsulent i Tønder Kommune, hvor hun blandt andet arbejdede med rådgivning af direktør og fagchefer, politisk betjening samt forandrings- og udviklingsprojekter. Tidligere har hun arbejdet i Danske Regioner, Fødevarestyrelsen og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.