Sønderborg Kommune godkender fjernvarmeprojekt for Blans by

Natur-, Klima- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt et projektforslag fra Sønderborg Varme om etablering af fjernvarmeforsyning til slagteriet Danish Crown og Blans by. Foto: Sønderborg Varme 

Der er grøn fjernvarme på vej til endnu en landsby i Sønderborg Kommune. Et fjernvarmeprojekt for Blans By og slagteriet Danish Crown er netop blevet godkendt i Natur-, Klima- og Miljøudvalget. Det betyder, at 221 husstande i Blans får mulighed for at tilslutte sig fjernvarmen.

Der er blevet arbejdet på projektet fra flere sider, hvor Sønderborg Varme har stået i spidsen for projektet i samarbejde med ProjectZero, en lokal initiativgruppe og Sønderborg Kommune. Det har desuden været afgørende for projektet, at Danish Crown tilsluttede sig projektet. Slagteriets varmebehov svarer til 1000 husstande.

Asger Romme Andersen, formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, glæder sig over det samarbejde, der har gjort projektet muligt.

– Fjernvarmeprojektet er endnu et vigtigt skridt i vores arbejde med at udfase de fossile brændsler i vores energiforsyning. Det er et stort arbejde at sikre, at de grønne energiløsninger også kan komme ud i landdistrikterne. Derfor har det været yderst vigtigt for projektet med et godt samspil mellem de berørte parter. Sønderborg Varme, ProjectZero og alle involverede kræfter fortjener en kæmpe krammer for deres gode arbejde, siger han.

Projektet ligger i forlængelse af fjernvarmeprojektet i Avnbøl/Ullerup, som blev godkendt i maj 2024.

Udrulning af fjernvarme i Blans By kræver en tilslutningsprocent på 75 pct. af alle naturgas-, olie- og biomasseforbrugere i byen for at sikre økonomisk bæredygtighed i projektet. Derfor gennemfører Sønderborg Varme kun projektet, hvis de modtager tilstrækkelige tilmeldinger.

En initiativgruppe med borgere fra Avnbøl, Ullerup og Blans har aktivt arbejdet for at få fjernvarmen til byerne.

Næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Daniel Staugaard, tilføjer:

– Lokalsamfundenes opbakning til de grønne energi-projekter er afgørende for, at de bliver realiseret. En initiativgruppe med borgere fra Avnbøl, Ullerup og Blans har gjort et flot stykke arbejde for at få fjernvarme til de tre byer, det fortjener de stor ros for. Det er fantastisk at se, de mange frivillige kræfter, der er brugt på projektet. Det viser også, at der er god opbakning til at sikre de tre byer grøn fjernvarme, siger Daniel Staugaard.