Opgradering af to kultur- og forsamlingshuse på Nordals, ny badebro ved Karlsminde, modernisering af Sydals-Hallen og et nyt kombineret naturområde og mødested i Lysabild. Det er nogle af de projekter, som har fået del i Sønderborg Kommunes tre grønne puljer.
Hver gang, der oprettes et vedvarende energianlæg som fx solcelleanlæg, skal der oprettes en grøn pulje til gavn for anlæggets naboer og lokalsamfund. Det er anlæggets opstiller, der indbetaler et beløb til puljen, som kommunen fordeler mellem ansøgerne til puljen. Beløbet i puljen afhænger af anlæggets størrelse.
Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommunen har netop fordelt de to millioner kroner, der sammenlagt var i puljerne for de tre solcelleanlæg i Stevning, Lysabild og Sønderborg.
– Jeg er rigtig glad for, at borgerne i de tre områder nu får tildelt midler fra de grønne puljer, så de kan få finansieret nogle rigtig gode projekter. Projekter, der er til gavn for lokalsamfundene i nærheden af solcelleanlæggene. Sønderborg Kommune har stor fokus på at inddrage naboer og lokalsamfund, derfor glæder det mig, at der har været så stor interesse for puljerne. Projekterne kommer til at styrke lokalsamfundene og skabe positiv værdi, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
De tre grønne puljer for Stevning, Sønderborg og Lysabild har været åbne for ansøgninger i tre måneder fra 1. september 2023. Der er modtaget 21 ansøgninger, og fordelingen har desuden været i høring hos Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter.
Fordelingen af puljerne er prioriteret efter almennyttige projekter i nærheden af de nye VE-anlæg som en kompensation for de eventuelle gener, som anlæggene kan medføre.
– Vi har i Byrådet besluttet, at vedvarende energianlæg skal bidrage til udviklingen af de områder, som de placeres i. De grønne puljer er med til at skabe værdi på lang sigt til fordel for lokalsamfundene. Derfor er det godt med den store interesse, der har været for de grønne puljer i denne omgang. De støttede projekter kommer til at styrke fællesskaberne lokalområderne, siger Kristian Beuschau, der er næstformand i Teknik-, By- og Boligudvalget.
Kilde: Sønderborg Kommune