I anledning af 80-året for Danmarks befrielse har Slots- og Kulturstyrelsen afsat 2,8 mio. kr. til kunst i det offentlige rum. Sønderborg Kommune har ansøgt puljen med 560.000 kr., og kommunen har nu fået tilsagn om et tilskud på 560.000 kr. til projektet.
Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab har desuden på sit seneste udvalgsmøde i april godkendt, at der afsættes 150.000 kr. til medfinansiering.
Projektet hedder: ”Skjulte Stemmer: Kvinder i Modstand under 2. Verdenskrig”. Projektet skal sætte fokus på kvinders betydelige, men ofte oversete rolle i modstandskampen. Projektet skal munde ud i en permanent skulptur på et endnu ikke udvalgt sted i Sønderborg By.
Museum Sønderjylland, Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg-området og Sønderborg Lokalhistoriske Arkiv er samarbejdspartnere for historisk ekspertise. Sønderborg Kommunes Kunstråd skal sikre, at projektet får en høj kunstnerisk kvalitet.
Kunstnere, udvalgt af Kunstrådet, inviteres til at indsende forslag, der fortolker temaet. En jury, bestående af Kunstrådet og de historiefaglige samarbejdspartnere, vil evaluere forslagene med fokus på kunstnerisk kvalitet, historisk forankring og relevans.
Projektet skal være realiseret senest den 31. december 2025.
