I november 2024 er Sønderborg Skatepark vært for den første landskamp i skateboarding på dansk jord. Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab støtter begivenheden med 36.500 kroner.
Skateboard Landsholdet fra Danmark og Tyskland mødes til november til den første landskamp for skateboard på dansk jord. Det kommer til at foregå i Sønderborg Skatepark på Ringriderpladsen. Formålet med arrangementet er at lave et familievenligt event, hvor sporten skateboarding vises frem.
Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab har godkendt at støtte arrangementet med 36.500 kr.
– I Sønderborg Kommune har vi mange gode og spændende fritidstilbud til børn og unge, og i Sønderborg Skatehal er der lagt rigtig mange kræfter i at skabe et alternativt fritidstilbud. Med det her arrangement vil skateparken vise sporten frem for hele familien, og det bakker vi op om, siger Christel Leiendecker, der formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
I månederne op til kampen vil der blive afviklet workshops i skateparken, og på selve dagen for landskampen vil der være workshops for børn. I forbindelse med arrangementet vil der være instruktører fra begge landshold til stede. Selve landsholdskampen livestreames, og konkurrencen afholdes efter internationale regler.
Sidste år godkendte Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab at forhøje den årlige driftsstøtte til Sønderborg Skatepark med 40.000 kr. årligt. Sønderborg Kommune har tidligere støttet en større renovering af skateparken.
– Vi er stolte af, at vi i Sønderborg Kommune har opbygget en attraktiv skatepark, som kan tiltrække en landskamp. Vi har gennem årene støttet parken med både drift og vedligehold, og der er bygget et godt miljø op, som er med til at sikre et bredt fritidstilbud i Sønderborg Kommune, siger Thomas Worm Larsen, der er næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
Sønderborg Skatepark har eksisteret siden 2002. Hallen er kommunal ejendom, og kommunen vedligeholder hallen indvendigt og udvendigt, mens Sønderborg Skatepark står for udgifter til vedligehold af eget inventar.
Kilde: Sønderborg Kommune