Sønderborg: Fodboldskole skaber påskeferieaktiviteter for børn og unge fra boligområderne

For første gang holder Sønderborg Boldklub, Dansk Boldspil-Union og Sønderborg Kommune en get2-fodboldskole for børn fra udsatte boligområder i Sønderborg Kommune.

DBU har i samarbejde med Dansk Idrætsforbunds get2sport siden 2011 afviklet særlige fodboldskoler i udsatte boligområder for at støtte de lokale fodboldklubber og for at give flere børn mulighed for at prøve det populære sommerferietilbud.

Nord-Als Boldklub afholdte med stor succes i efteråret 2024 en get2-fodboldskole i samarbejde med Nordals Skolen.

I år foregår get2-fodboldskolen i Sønderborg Boldklub i uge 16 fra mandag til fredag med børn i alderen fem til 14 år. Fodboldskolen adskiller sig fra DBU’s andre fodboldskoler på den måde, at deltagerne bliver rekrutteret og betaler et symbolsk beløb for at deltage. Der er blevet uddelt flyers med information om fodboldskolen til børn i målgruppen.

Målsætningen er at give børn fra udsatte boligområder mulighed for at få en unik oplevelse med masser af fodbold, fællesskab og engagerede frivillige samt at inkludere og fastholde børnene i foreningsidræt.

Mange af deltagerne har ikke prøvet at være på fodboldskole før, og langt fra alle spiller fodbold i en klub til daglig. Det er en af årsagerne til, at fodboldskolen bliver kørt som et arrangement for sig selv og ikke sammen med DBU’s andre sommerskoler.

Indtil videre er 30 børn tilmeldt fodboldskolen i påsken.

Sønderborg Kommunes Udvalg for Kultur-, Idræt og Medborgerskab har godkendt, at der i kommunen skal køres get2sport-forløb i en 3-årig periode. Det sker i samarbejde med DIF.

Formålet med get2sport-konceptet i Sønderborg Kommune er at få flere børn og unge i udsatte boligområder engageret i det frivillige foreningsliv som medlemmer, trænere og ledere.