Slut for kunstgræsbanen på Sønderborg Stadion – Den støjer for meget

På baggrund af en ny støjberegning, som begrænser anvendelsen af banen på Ringridervej væsentligt, indstiller Sønderborg Kommune al brug af kunstgræsbanen midlertidigt, gældende fra d. 11. august 2025.

Det attraktive idrætsanlæg i byens bymidte bruges flittigt af både foreninger og borgere, men da det endnu ikke har været muligt at finde et kompromis for at imødekomme støjgener, lukkes banen, indtil der kan findes en fornuftig og langsigtet løsning, som tilgodeser både naboer og brugere af banen inden for den gældende lovgivning.

Generelt mangler der klare regler for håndteringen af støjudfordringer fra bynære idrætsanlæg – og Sønderborg Kommune står ikke alene i denne udfordring. Ministeren er før sommerferien gået ind i sagen og for nuværende ser Sønderborg Kommune sig nødsaget til at afvente den nationale udmelding.

Sønderborg Kommune har allerede iværksat dialog med de berørte foreninger og arbejder intensivt på midlertidige alternativer, så de mange aktive brugere fortsat har mulighed for at dyrke deres sport, indtil der findes en langsigtet løsning. Anlæggets naboer er ligeledes blevet informeret.