Valgkampen er i gang og borgerne skal informeres om de mennesker, der står til valg som deres fremtidige repræsentanter. Slesvigsk Parti starter til dette formål Podcasten Valg-Bar.
”I Slesvigsk Parti tror vi på, at det uformelle, afslappede også skal være med i en valgkamp. Til de officielle udmeldinger omkring vores politikere hører også det nære og organiske. I denne Podcast møder vælgerne vores kandidater som de i virkeligheden er.”
Rainer Naujeck, formand for Slesvigsk Parti
Samlingspunktet i Valg-Bar er fredagsbaren, hvor der i uformel stemning bliver snakket politik. Lytterne får et indblik i kandidatens mærkesager, baggrund og personlighed.
Vært i Valg-Bar er Leif Curdes, der selv stiller op som byrådskandidat i Sønderborg Kommune.
”Jeg har meget nemmere ved at fange informationer, hvis de er i et andet format end på skrift. Og jeg er sikkert ikke den eneste. Med denne Podcast gør vi vores kandidaters mærkesager mere tilgængelige for alle. Jeg vil prøve at få så meget personlighed frem i kandidaterne som mulig. Vi har et sympatisk hold, det er vi stolte af, og det vil vi gerne vise.”
Leif Curdes, Byrådskandidat i Sønderborg Kommune for Slesvigsk Parti
Podcasten offentliggøres hver lørdag frem til valget. Den kan findes på alle Podcast-Platforme såsom på YouTube og slesvigsk-parti.dk.
