I går ankom H.M. Dronning Margrethe til Sønderjylland med kongeskibet M/S Dannebrog. Hun tager på sommerophold på Gråsten Slot og besøger også Tønder.
Om det nu var for at gøre opmærksom på det, eller de bare havde lyst til at kigge nærmere på storkereden på Visemølle må være usagt.
Men Bent Schulz gned lige sine øjne to gange mandag eftermiddag da han kiggede ud af køkkenvinduet og så et storkepar på marken foran huset på Kongevej.
Og et øjeblik senere fløj de op i reden på Visemøllen.
– Det er ikke første gang vi har set en stork i reden på Visemøllen, men det var første gang et storkepar fløj op i reden for at få et kig på den, lød det fra den erfarne fotograf.
Hurtigt blev der taget både et videoklip og et par fotos af storkebesøget.
– Og det hele varede kun ganske få minutter, og så er det med at være klar, lød det fra en begejstret Bent Schulz.
