SE VIDEO – Påsat ild i Frøslev Plantage

Naturstyrelsen Sønderjylland satte forleden ild i Frøslev Plantage. Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Naturstyrelsen Sønderjylland udførte hede-afbrænding af Finkehede i Frøslev Plantage forleden. Kravet var, at det skulle være forholdsvist tørt, således det som ønskes afbrændt rent faktisk afbrændes. Derudover skal det blæse fra en bestemt retning og med en bestemt hastighed.

Det blev anbefalet publikum at blive væk fra området den dag afbrændingen fandt sted.

Galloway-kreaturerne, der anvendes som naturpleje i det her område af Frøslev Plantage, var blevet ført ind i en beskyttet afdeling af plantagen.

– Det er første gang Naturstyrelsen Sønderjylland afbrænder hede af som en del af naturplejen. Vi fik hjælp af kollegaer fra Naturstyrelsen Trekantsområdet, der har mange års erfaring i hede-afbrænding, lød det fra biolog Dorthe Mikkelsen, der er ansvarlig for naturpleje på Naturstyrelsen Sønderjyllands arealer.

– Vi er meget spændt på at følge udviklingen af Finkeheden efterfølgende og især se hvordan hedelyngen forynges, sluttede Dorthe Mikkelsen, der selv deltog aktivt i projektet.  

Det så til tider drabeligt ud med ild i Frøslev Plantage, men medarbejderne hos Naturstyrelsen Sønderjylland samt kollegaer fra Trekantsområdet havde styr på det hele tiden. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

Video-optagelser: Erik Egvad Petersen.