SE VIDEO: Aabenraa Havn torsdag aften: – Masser af fisk til lystfiskerne

Torsdag aften fik alle sild med hjem fra fisketuren på havnen i Aabenraa. Foto/video: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Torsdag aften den 18. juli 2024 var der rigtig mange, der havde fundet fiskestangen, sildeforfanget og det gode humør frem.

Havnen i Aabenraa var fyldt med sild – alle der havde sildeforfang på krogen fik fisk med hjem.

Dagen før blev der også fanget makrel i havnen.

Det blev også til en enkelt flot fladfisk på sildeforfanget og en stor søstjerne havde også forvildet sig ind i sildeforfanget – sidstnævnte fik friheden igen.

Sildeforfang og sildelod

Det ser igen ud som om sildene er meget forskellige i størrelserne lige nu. Der er både størrelser, der minder lidt om store flotte høstsild, og mindre størrelser.

Sildene bliver fanget på sildeforfang med 5-6 skinnende sildekroge – ved de bedste forfang er krogene bundet med fiskeskind – forfanget fiskes altid med et lod i enden af snøren. Dette virker som kastevægt og holder forfanget i den ønskede vanddybde.

Man kaster ud, lader det hele synke mod bunden, og haler ind i seje langsomme træk – mærker man rystelserne i line fra den første sild, så vent lidt og hal langsomt ind – så kommer der flere på krogen.

Sildeforfang og lod skal IKKE synke helt ned til bunden – så risikerer man bundhug, og sildene står som hovedregel i mellemvandet.

Torsdag aften stod en del af sildene dog meget dybt – naturen er lidt lunefuld. Måske var det den sultne skarv, der jagtede sildene ned mod bunden.

Brug en 8-9 fods fiskestang med godt med 0,30 mm line – fastspolehjul – tag en spand og 10 meter snor med så du kan fylde spanden med vand.

Gør fiskene rene samme dag – opbevares i køleskab – smager perfekte stegt på panden – ifølge Carsten, så er de endnu bedre som sure sild – indlagt i eddike/sukkerlage og stegt med store løgringe. Og så nydes de på sønderjysk rugbrød…….

Husk det obligatoriske fisketegn

Husk også at købe fisketegn, hvis du skal ud at fiske med stang og snøre fra molen. Det gør du på fisketegn.dk.

Fisker du med stang, er du lystfisker og skal have et lystfiskertegn. (undtaget personer under 18 år og folkepensionister).

Hvis du fisker med håndredskaber, fx fiskestang, skal du ifølge reglerne indløse lystfiskertegn.

Fisker du med garn, ruser eller lignende, skal du have et fritidsfiskertegn.

Undtaget fra reglen om fisketegn er lystfiskeri i P&T-vande i Danmark – her må man dyppe snøren UDEN fisketegn.

Læs mere om reglerne for rekreativt fiskeri 

Aabenraa Havn – Terrorsikring

Ingen tvivl om at Aabenraa Havn er et af byens highlights – havnen er en stor arbejdsplads, der håndterer mange tusinde tons materialer af enhver art hvert år.

Det betyder også at havnen er terrorsikret, og at man ikke altid kan være sikker på, at man kan komme ind på selve mole-området for at fiske med stang og snøre.
Når der ligger skibe i havnen er der lukket for adgang.

Tjek altid www.aabenraahavn.dk og/eller Facebook før turen går til havnen.

Man kan dog altid fiske fra den skrå stenkant ved Kilen – det er lidt mere besværligt, og der er ikke plads til ret mange lystfiskere.

Se videoklip nederst i artiklen

Torsdag aften fik alle sild med hjem fra fisketuren på havnen i Aabenraa. Foto/video: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk
Torsdag aften i det fine sommervejr havde rigtig mange fundet vejen til havnen i Aabenraa med fiskestangen. Foto/video: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk
Torsdag aften fik alle sild med hjem fra fisketuren på havnen i Aabenraa. Foto/video: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk
En enkelt stor søstjerne havde også forvildet ind i sildeforfanget – den fik naturligvis friheden igen. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk

@sydnytdk Aabenraa Havn: Masser af fisk 18-07-2024 – Se hele artiklen på www.sydnyt.dk – GRATIS nyheder og info fra HELE Sønderjylland – HVER dag…. #aabenraa #lystfiskeri #sild #makrel #fladfisk #fisketegn ♬ Ta' Med Ud Og Fisk – Gitte Hænning

NB! Er du vild med lystfiskeri? Så følg med her – den eneste opdaterede lystfiskerblog i hele landet! www.karusssen.dk