Sæd-Ubjerg Lokalråd kan vinde Landdistriktsprisen 2020

I Sæd ved den dansk/tyske grænse lige syd for Tønder kan man overnatte i "stærekasser". Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk
Et mere levende torv med forhindringsbaner og stærekasser som borgerne kan overnatte i. Det er blot nogle af de tiltag som lokalrådet står bag, og sammen med de andre finalister kæmper de om årets landdistriktspris.
De har udvalgt finalisterne ud fra følgende kriterier: Medvirker til at styrke lokalsamfundet igennem nye initiativer Medvirker til at udvikle lokalsamfundenes medbestemmelse Medvirker til at øge velfærden og skabe værdi i lokalsamfundet Kan være inspiration for andre lokalsamfund rundt om i landet
Erhvervsminister Simon Kollerup: ”Vores landdistrikter er fyldt med fællesskaber og ildsjæle, som gør en forskel for lokalområdet. Det bekræfter de mange indstillinger på tværs af landet, og en af de nominerede er lokalrådet i Sæd-Ubjerg. Takket være deres gode arbejde kan borgerne nu i højere grad nyde byens samlingspunkter, som samtidig er støttet med penge fra de lokale vindmøller. Det er historier som denne, der er vigtige at få fortalt og delt. Jeg glæder mig derfor meget til Landdistriktskonferencen, hvor vi både hylder finalisterne og vinderen.”

De tre finalister til Landdistriktsprisen er:

Sæd-Ubjerg Lokalråd i Sønderjylland står bag lokale initiativer, der styrker det gode forhold imellem Sæd og Ubjergs beboere.

Gul Stue i Ringkøbing-Skjern Kommune består af unge, der skaber aktiviteter for de yngre borgere.

Gitte Loftlund ejer café Sommersild, som ligger på Skarø. Gitte har med cafeen skabt en velbesøgt, kvalitetsbevidst friluftscafé med 8-10 arbejdspladser.

Formand for dommerpanelet, Finn Jorsal: ”Igen i år har der været et stærkt felt af indstillinger til Landdistriktsprisen, og mange af kandidaterne har kunne være blandt finalisterne. Dommerpanelet har haft en spændende og svær opgave med at finde de helt rigtige finalister. I udvælgelsen af finalisterne har vi udover kriterierne lagt vægt på den betydning, som finalisterne har haft for lokalsamfundet.

Lokalrådet i Sæd-Ubjerg skilte sig ud ved at have iværksat en række initiativer, som tilsammen bidrager positivt til lokalsamfundet. Opstillingen af seks landvindmøller har skabt et økonomisk fundament, som har ført til en række initiativer, der på forskellig vis gavner lokalmiljøet. Fælles for de iværksatte initiativer er, at de generer et økonomisk overskud, som bliver investeret i lokalsamfundet.”