Den er næsten ikke til at tage fejl af når den synger foråret ind. Her til morgen sad de to første stære klar til morgensang, og den blev nydt i fulde drag.
Stæren er for mange en ægte forårsbebuder, når de indtager redekasserne overalt i landet. Mange har oplevet dem når der er Sort Sol over Marsken ved Tønder.
Mange golfklubber og andre sportsklubber, der har store arealer med græs har opdaget fordelen ved at have mange redekasser til stærene. Stære æder nemlig stankelbenslarver, der er hårde ved græsplænen. Økologisk metode til at få has på en insektplage.
I den her tid er flokkene ganske små. I starten kan der være 5-6 stære, der sammen er på jagt efter en redekasse. Ind i mellem kan man opleve, at stærene ligefrem slås om redekassen. Det ender dog som regel i al fred og fordragelighed igen. Hurtigt reduceres de til et par, der får 1-2 kuld unger i løbet af de kommende 2-3 måneder.
– Velkommen stære, og nyd foråret sammen med os.