Så er sangsvanerne ankommet i det sønderjyske

De første flokke bestående af sangsvaner er ankommet i det sønderjyske. Fotos: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Nej, der er ikke tale om sne på markerne.

Det er sangsvanerne, der sammen med pibesvaner er ankommet i det sønderjyske for at overvintre.

Det gør de hvert år.

Vinteren er forholdsvis mild i det sydjyske og så er der masser af føde i form af kartofler på afhøstede kartoffelmarker og majsrester på afhøstede majsmarker.

Og ja, Sort Sol kan stadig opleves.

Stærene er endnu ikke trukket væk og forventes at kunne opleves endnu et par uger.

Ved svanerne anbefales det, at man bliver i bilen og nyder synet af dem.

De tunge fugle bliver nemt skræmte og bruger masser af energi når skal lette i utide, fordi vi gerne vil helt ud til dem.

Svanerne kommer nordfra og yngler i de store vilde naturområder i Kanada og Rusland og er ikke vant til mennesker.

Alle svaner er fredet i Danmark – syd for grænsen er der jagttid på svaner.

Tirsdag eftermiddag hyggede en mindre flok sangsvaner sig på en afhøstet kartoffelmark. Fotos: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk