Det gik meget hurtigt med at få solg alle billetter til Royal Run i Haderslev.
I løbet af ganske kort tid er alle 15.000 billetter revet væk i Haderslev.
kl. 10.00 åbnede tilmeldingen til den niende udgave af Royal Run, og på under tre timer var alle 102.500 startnumre væk.
Dermed er der lagt op til endnu en folkefest i kondisko 2. pinsedag, 17. maj 2027, hvor Thisted, Silkeborg, Haderslev, Vordingborg og København/Frederiksberg lægger gader og stræder til den populære motionsfest. Den store interesse glæder Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
”Det er fantastisk endnu en gang at mærke den store opbakning til Royal Run. At alle startnumre endnu en gang bliver revet væk på så kort tid, fortæller noget om den plads, Royal Run har fået hos danskerne. For mange er det blevet en tradition og en dag, man ser frem til.”
En motionsfest for alle
Royal Run samler hvert år danskere i alle aldre og med forskellige forudsætninger for at gå eller løbe sammen. De tre distancer, One mile, 5 km og 10 km, giver mulighed for at være med på forskellige niveauer.
”Den store interesse for Royal Run afspejler også, hvor bredt motionsfesten favner. Her står førstegangsmotionisten side om side med den erfarne deltager, og for mange er dagen en anledning til at være aktive sammen med familie, venner eller kolleger. Det er den brede deltagelse og de mange forskellige fællesskaber, der er med til at gøre Royal Run helt særligt,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og ligeledes med i Royal Runs styregruppe.
På under to timer kunne Thisted som den første værtsby melde alt udsolgt, og herefter fulgte Vordingborg, Haderslev, Silkeborg og til sidst København/Frederiksberg.
Kapaciteten i de enkelte byer er fordelt således:
- Thisted: 10.000 deltagere
- Silkeborg: 17.500 deltagere
- Haderslev: 15.000 deltagere
- Vordingborg: 10.000 deltagere
- København/Frederiksberg: 50.000 deltagere
Der bliver ikke sat flere startnumre til salg senere, men på Royal Runs officielle videresalgsside, der åbner i morgen, torsdag den 1. oktober, er det løbende muligt at sikre sig startnummer til Royal Run ’27.
