Fredag blev der afholdt Åben Tegnestue i Rødekro, og borgerne fik mulighed for at se hvorledes de mange inputs og ideer fra borgmødet, online spørgeskemaet og den første åbne tegnestue i juni, er blevet omsat til skitser.
Arkitekter og folk fra Aabenraa Kommunes forvaltning var også på pletten og her kunne man komme med spørgsmål og forslag til projektet Rødekro Bymidte.
Åben Tegnestue blev afholdt i samarbejde med Rødekro Udviklingsråd og Kometbutikkerne.




Hvordan skal Rødekro bymidte se ud i fremtiden?
Oplæggene kunne ses på plancherne og har baggrund i inputs, da der i starten af juni blev indsamlet ideer og forslag til helhedsplanen på blandt andet borgermødet, ved Åben Tegnestue og online spørgeskemaundersøgelsen. Arbejdsgruppen har samlet op på de indkommende ideer og forslag, som er blevet drøftet, prioriteret og sammenholdt med visionsoplægget for bymidtens fremtidige udtryk. En stor del af de indsamlede ideer og forslag er indarbejdet i skitserne for Hærvejsparken og omdannelsen af Stationsområdet og hovedgaderne; Hærvejen, Østergade og Vestergade.
Helhedsplanen forventes politisk godkendt i november 2022.

