Rødekro: Der kommer meget mere liv i stationsbyen når biblioteket flytter ind i midten

I denne bygning, der ligger midt i Rødekro by, flytter biblioteket ind og der kommer også kultur og turist-info ind i bygningen. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Rødekro Bibliotek er blevet ikke så lidt af en skøn kulturperle i løbet af de senere år på den nuværende placering på adressen Vestergade 20.

Der sker en masse udover at der udlånes bøger.

Senest blev Rødekro Kulturpris igen uddelt på biblioteket.

Flytningen til den nye adresse på Hærvejen 24, der er besluttet af byrådet i Aabenraa, vil givetvis sørge for at der vil komme meget mere synligt liv i bymidten.

Dertil kommer så planerne om, at der også rent turistmæssigt og kulturmæssigt skal være tiltag i den nye bygning, der lige nu huser en genbrugsforretning.

Det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år.

Kom med dit forslag senest 28. oktober 2024

Der er opslået en digital opslagstavle, hvor borgerne hjemme fra stuerne kan komme med deres idéer og forslag. Den digitale opslagstavle kan findes på aabenraa.dk/rødekro.

Dialogstationen og den digitale opslagstavle er tilgængelige til og med 28. oktober.

Tilbage i maj offentliggjorde Aabenraa Kommune, at de havde købt underetagen på ejendommen på Hærvejen 24 i Rødekro med henblik på at indrette det til biblioteks, kultur- og hærvejshotspot. På byrådsmødet 9. oktober blev budget 2025 vedtaget. Dette indebærer blandt andet, at kommunen også erhverver ejendommens første sal, så der bliver mere plads til det kommende biblioteks, kultur- og hærvejshotspot.

– Et kulturelt samlingspunkt, som det nye bibliotek og kulturhus bliver, vil sammen med Hærvejsparken overfor og omdannelsen af den centrale del af Hærvejen styrke udviklingen af Rødekro bymidte, siger Dorte Soll, formand for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter i Aabenraa Kommune.

Udover at fungere som bibliotek og kulturhus i Rødekro, er det også meningen, at huset skal være et såkaldt hotspot for de mange turister, som hvert år går ad Hærvejen.

Her vil det også være muligt at tage en pause og ordne en række praktiske ting.

Idéer og input fra dialogstationen og den digitale opslagstavle vil indgå som en del af et værdiprogram, der blandt andet skal anvendes til fundraising med henblik på at realisere projektet.

Værdiprogrammet vil også blive brugt af arkitekterne, der skal stå for ombygningen af Hærvejen 24 til det kommende biblioteks, kultur- og hærvejshotspot.

Kilde: Bl.a Aabenraa Kommune

I denne bygning, der ligger midt i Rødekro by, flytter biblioteket ind, og der kommer
også kultur og turist-info ind i bygningen. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk