Reb fra bl.a fiskeri forurener havmiljøet med plast og mikroplast

Arkivfoto: Stranden bag Enstedværket er fyldt op med tang, plastaffald og meget andet efter stormfloden. Mon ikke det vlille være et opreningsprojekt for den lokale afdeling af naturfredningsforeningen. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Langs den jyske vestkyst dukker de op som orange, blå og sorte tråde i tangen og sandet. Plasttråde fra bundtrawl – såkaldt dolly rope – er en af de vigtigste kilder til fiskerirelateret plastaffald i Nordsøen. 

Død sule på stranden med næbbet viklet ind i orange dolly rope.
Dødfunden sule fundet ved Henne strand på den jyske vestkyst. Næbbet er viklet ind i en klynge af orange dolly rope. Dette er formentlig sket i forbindelse med indsamling af redemateriale eller under fødesøgning til havs. Ryan d’A. Metcalfe

Årligt vurderes dolly rope at bidrage med omkring 100.000 kilo plast til havmiljøet, fordi trådene slides af under fiskeri og ender som affald på havbunden og langs kysterne.

Det fremgår af en ny rapport, som DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har lavet for Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Dolly rope kan udgøre op til 40 procent af det fiskerirelaterede plastaffald langs Nordsøens kyster og bliver over tid nedbrudt til mikroplast, viser rapportens laboratoriestudier. Samtidig kan rebene bruges som redemateriale af havfugle og øge risikoen for, at de bliver viklet ind i dem.

100 tons plast om året fra fiskeriet
Dolly rope består af bundter af tynde plasttråde, primært af polyethylen, der monteres under trawlnet for at beskytte dem mod slid fra havbunden.

Materialet bruges især i fiskeri efter fladfisk og hesterejer i Nordsøen, og fortrinsvist af fiskere i andre Nordsø-lande end Danmark. På baggrund af internationale opgørelser vurderes dolly rope årligt at tilføre omkring 100.000 kilo plast til havmiljøet, fordi en betydelig andel af trådene slides af under brug og ender i havet og efterfølgende skyller op på strandene og også i Danmark.

Dolly rope er blandt de mest registrerede plasttyper i OSPAR’s overvågningsdatabase og kan langs Nordsøens kyster udgøre op til 40 procent af det fiskerirelaterede plastaffald, hedder det i rapportens sammenfatning. I Danmark har dolly rope indgået som en fast kategori i strandovervågningen siden 2018, hvor opgørelser fra reference-strande viser, at rebene er blandt de fem hyppigst fundne affaldstyper på den jyske vestkyst.

Undersøgt med lys og lyd
I rapporten er stykker af dolly rope fra danske strande undersøgt i laboratoriet for at vurdere, hvordan materialet nedbrydes. Tråde indsamlet i miljøet har markant lavere brudstyrke og elasticitet end nyt dolly rope og er præget af mikrorevner og afskallet plast, fremgår det af rapporten.

Med infrarød lysspektroskopi påviser forskerne bag rapporten samtidig kemiske ændringer i plasten som følge af oxidation, hvilket svækker materialet og gør det mere skrøbeligt.

I en forsøgsopstilling, hvor både nyt og stærkt forvitret dolly rope blev udsat for kraftig ultralydspåvirkning i saltvand, frigav det nedbrudte materiale langt flere mikroplastpartikler end reb, som ikke havde ligget i saltvand, især i størrelsesklasser under 100 mikrometer. Ifølge rapporten viser det, at dolly rope, der allerede er slidt og forvitret i havmiljøet, kan være en betydelig kilde til mikroplast.

Havfugle vikles ind i affaldet
For dyrelivet er det ikke kun de små partikler, der er et problem. Dolly rope kan forveksles med føde af havdyr eller bruges som redemateriale af havfugle.

I rapporten beskrives, hvordan arter som sule og ride samler stykker af snore og net til reder, hvor plastens styrke og manglende nedbrydelighed øger risikoen for, at fugle vikles ind i materialet med skader eller død til følge.

Samarbejde om nye materialer
Rapporten fremhæver, at dolly rope allerede er på dagsordenen i internationale indsatser mod marint affald. EU’s engangsplastdirektiv og OSPAR’s regionale handlingsplaner peger på materialet som en væsentlig kilde til plastforurening, og der arbejdes med løsninger som bedre affaldshåndtering, genanvendelse og udvikling af alternative materialer.

På denne baggrund peger rapportens forfattere på behovet for fortsat overvågning og udvikling af bæredygtige alternativer i et tæt samarbejde mellem myndigheder, fiskere og producenter for at begrænse dolly ropes negative påvirkning af havmiljøet.

Læs rapporten ”Dolly rope som kilde til plastikforurening i danske farvande” her.