Problemet er ikke jyder i København, men centralisering og bolig­mangel

Dorthe Andresen, byrådskandidat for Slesvigsk Parti i Aabenraa Kommune. Pressefoto

Dorthe Andresen, byrådskandidat for Slesvigsk Parti i Aabenraa Kommune

Stadevej 18, 6360 Tinglev, skriver

Som ung fra Aabenraa Kommune må jeg sige: Pernille Rosenkrantz-Theils forslag om at fjerne jydernes fordel i kollegiekøen er en virkelig dårlig idé – eller er det en chance for nye muligheder?

Hvis problemet er, at der ikke er nok boliger i København, så er løsningen ikke at lukke døren for unge fra provinsen. Alle unge i hele Danmark skal have muligheden for at uddanne sig. Om det er i København eller Aarhus, Odense eller Sønderborg. Løsningen er at bygge flere ungdomsboliger eller – endnu bedre – flytte flere uddannelser til Jylland. Det vil gøre de studiebyer vi har i Jylland mere attraktive, og måske endda skabe flere studiebyer. Ikke alle skal presses ind i hovedstaden.

Det er urimeligt at stille unge fra Jylland dårligere, bare fordi vi ikke bor eller er opvokset i København. Vi har lige så meget ret til at uddanne os, og Danmark har brug for, at unge får muligheder – ikke begrænsninger. Derfor er det vigtig at vi får skabt steder hvor unge kan uddanne sig i hele Danmark. 

I stedet for at skabe en kamp mellem jyder og københavnere burde vi finde løsninger, der giver plads til begge dele. For det er ikke den unge fra Brønderslev eller Aabenraa, der er problemet – det er manglen på boliger og centraliseringen af uddannelser til storbyen.