Foreløbig har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget 1014 ulovlige våben i frit lejde-aktion her i november
Siden fredag den 1. november har borgerne i Syd- og Sønderjylland haft mulighed for at aflevere deres ulovlige våben til politiet uden at risikere straf. Blandt de indleverede ulovlige våben er blandt andet håndgranater og en automatisk maskinpistol.
”Maskinpistolen stammer fra anden verdenskrig og er formentlig blevet brugt af modstandsfolk. Vi får våbnet vurderet og overleverer det til Nationalmuseet, hvis det viser sig at have historisk værdi. Vi har også modtaget fem håndgranater og er meget glade for at få både dem og alle de andre våben indleveret og destrueret,” fortæller vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
I hele november kan borgerne anonymt indlevere ulovlige våben til politiet, uden at det medfører sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse – en såkaldt frit lejde-aktion. Indtil videre har politiet modtaget 1601 effekter, fordelt på 823 skydevåben, 191 blankvåben og 587 effekter i kategorien ”Andet”, hvor hovedparten er ammunition. De mange effekter destrueres løbende.
”Vi er glade for, at borgerne har taget godt mod tilbuddet og afleveret våben til os. Vores mål er at få så mange ulovlige våben som muligt væk fra gaden for at øge alles sikkerhed. Vi håber, at mange flere vil benytte sig af den sjældne mulighed, som frit lejde-aktionen tilbyder,” siger Søren Vraa Larsen, der minder om at lørdag den 30. november er sidste mulighed for at aflevere ulovlige våben uden at risikere en straf.
Syd- og Sønderjyllands Politi tager mod våben på de tre politistationer i Sønderborg, Haderslev og Esbjerg i den almindelige åbningstid. Våbnene må af sikkerhedsmæssige hensyn ikke stilles uden for politistationerne, men skal afleveres i borgerekspeditionen. Dette kan gøres helt anonymt.
Hvis man er i besiddelse af særligt farlige genstande – fx granater og eksplosiver– skal de ikke transporteres til politiet, da det er for risikabelt. Borgerne skal kontakte politiet på telefon 1-1-4, som sørger for afhentning. Afleveringen sker fortsat anonymt og straffrit.
Fakta
Indleverede effekter d.d.:
823 skydevåben
191 blankvåben
587 andet, især ammunition
I alt 1601 effekter
Her kan du aflevere våben
Frit lejde aktionen varer fra 1. november 2024 til 30. november 2024. I denne periode kan du frit – og uden risiko for straf – aflevere våben til Syd- og Sønderjyllands Politi inden for den almindelige åbningstid på adresserne:
Esbjerg Hovedpolitistation
Kirkegade 76
6700 Esbjerg
Haderslev Politistation
Gammelting 3
6100 Haderslev
Sønderborg Politistation
Ringridervej 37
6400 Sønderborg
Åbningstider:
Mandag-onsdag klokken 10-15
Torsdag 10-17
Fredag 10-13
Lørdag og søndag: Lukket
Lørdag den 30. november: 10-15
Hvilke våben er omfattet af frit lejde?
Alle våben er omfattet. Det vil sige knive, økser, sværd, skydevåben, slagvåben, blankvåben, ammunition, eksplosiver etc.
Sådan transporterer du våben
Under frit lejde aktionen er det tilladt at transportere våben til aflevering ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Sørg for at transporten foregår forsvarligt og med våbnene skjult i tasker, kasser og lignende. Hvis du er i tvivl, så ring for vejledning på 1-1-4.
Er du usikker på om våbenet er ladt
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit skydevåben er ladt med ammunition, skal du – hvis du er våbenkyndig – aflade våbnet.
Hvis du ikke er våbenkyndig, og er i tvivl, så lad våbnet stå og ring i stedet til Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4 – så aftaler vi nærmere.
Er det ikke muligt for dig at komme til Syd- og Sønderjyllands Politi: Ring til os på 1-1-4 – så kan vi aftale nærmere
Aflever KUN ved personlig betjening
Når du er fremme ved Syd- og Sønderjyllands Politi skal du aflevere våbnene til den medarbejder, der passer afleveringsstedet.
Du må altså IKKE blot placere våbnet på trappestenen eller foran en politistation.
Hvis våben efterlades uden opsyn, kan de potentielt udgøre en fare for andre.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi