Politiet går i juleindbrudstyvens fodspor i Tønder

Politifolk fra Syd- og Sønderjyllands Politi tager tyvens briller på og kigger på udvalgte villakvarterer. Her vil de have øje for huse, der er åbenlyse indbrudsemner, og give ejeren gode råd.

I denne tid vil nogle beboere i villakvarterer i Tønder Kommune muligvis opleve, at politiet opfører sig mistænkeligt.

Men det er der en ganske god grund til. For politifolkene fra Syd- og Sønderjyllands Politi tager nemlig tyvens briller på og kigger på udvalgte villakvarterer mellem klokken 17.00 og 21.00.

Her vil de have øje for huse, der er åbenlyse indbrudsemner, for eksempel fordi bygningen er helt mørklagt, carporten er tom, og skraldespanden fortsat står fremme, efter at den er tømt.

Ejeren får i så fald en BoTrygt-mulepose med en løbeseddel fra politiets forebyggelsessektion med titlen ”Hvor mørk er din hverdag?”, en brochure om nabohjælp, et tænd/sluk ur samt seks kunstige fyrfadslys i postkassen.

Nyttig julegave til boligejeren og naboerne

Løbesedlen fortæller, at politiet har kigget forbi, og brochuren giver samtidig ti gode råd om, hvordan indbrudssikringen kan blive bedre. Tænd/sluk uret kan kobles til en lampe eller en radio. Og fyrfadslysene er dels til den mørklagte boligejer, dels til de to naboer omkring huset.

De små, kunstige lys er også med til at sende signaler om, at der er nogen, selvom huset er alene hjemme. Og i tilgift er det helt bevidst, at der både er lys til ejeren og naboerne.

– Vi vil gerne slå et slag for, at naboerne går sammen om at være aktive nabohjælpere, hvor de passer godt på kvarteret og ser efter hinandens boliger, hvis der er nogen, der er væk hjemmefra. Årvågne og hjælpsomme naboer er med til at forhindre op imod hvert fjerde indbrud, fordi tyven vælger kvarteret fra. Risikoen for at blive opdaget er for stor, fremhæver vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Politifolkene kommer forbi i eftermiddags- og aftentimerne, fordi der erfaringsmæssigt netop sker indbrud på disse tidspunkter. Og patruljerne har spottet de mørke bygninger fra offentligt tilgængelige områder som veje, stier, grønne områder m.m. – så betjentene får bogstaveligt talt de samme synsindtryk som en indbrudstyv, der rekognoscerer i kvarteret.

Færre indbrud

Heldigvis er antallet af indbrud i private beboelser dalet væsentligt de seneste år. 
I årets første 11 måneder blev der således begået 95 indbrud i kommunen mod 165 i samme periode af 2019 – et fald på 42,4 procent.

– 2020 har været et atypisk år på grund af corona-krisen, hvor mange har været hjemsendte, hvilket har smittet af på antallet af indbrud. Så skal vi fortsætte den gode udvikling, betyder det meget, at borgerne tænker i indbrudssikring, og at naboerne går sammen om at passe godt på kvarteret, pointerer vicepolitiinspektøren.

Test din egen bolig

Får man ikke selv besøg af politifolkene, er det forholdsvist enkelt selv at teste, om ens bolig kan virke tillokkende på en indbrudstyv.

– Stil dig uden for dit hjem og spørg dig selv: Vil det være nemt at bryde ind? Og at komme ud igen med tyvekosterne? Fungerer stuen som et udstillingsvindue, hvor man får et godt overblik over, om der er en fladskærm, en ipad eller en dyr lampe man hurtigt kan tage med sig? spørger Chr. Østergård.

Han peger samtidig på det nyttige i, at man får låst stiger, værktøj og andet udstyr inde, så det ikke kan bruges til at gøre det nemmere at være indbrudstyv.

Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med BoTrygt om at sætte fokus på at forebygge indbrud i den mørke tid. 

BoTrygt er et initiativ af TrygFonden og Realdania med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, der har til formål at nedbringe antallet af indbrud i Danmark fra godt 29.000 i 2018 til maksimalt 10.000 i 2023.

Ser du noget mistænkeligt i dit boligområde, så ring til Politiets Servicecenter på 1-1-4.
Opdager du et indbrud, der er i gang, så ring til Alarmcentralen på 1-1-2.