Nytilflyttere bydes velkommen med appen OplevAabenraa

OplevAabenraa-appen, der blandt andet giver rabat på en lang række aktiviteter, shopping og oplevelser i Aabenraa Kommune, er nu tilgængelig for nytilflyttere.Foto: Aabenraa Kommune/Kerstin Bundgaard 

Der er rigtig meget at opleve i Aabenraa Kommune, og det får nytilflyttere til kommunen nu muligheden for at erfare selv. For appen OplevAabenraa lancerer nu undersiden ”Nytilflytter” til nye borgere.

– Vi glæder os altid over at byde nytilflyttere velkommen til vores kommune og vise dem alle mulighederne her. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi via appen OplevAabenraa kan give dem muligheden for at gå på opdagelse i de mange tilbud og oplevelser, der findes i hele Aabenraa Kommune, siger borgmester Thomas Andresen.

Udarbejdelsen af appen er sket i et samarbejde mellem Aabenraa Kommune, Padborg Shopping, Komet butikkerne i Rødekro, Tinglev Handels-, håndværker- og industriforening, Aabenraa Erhvervsforening, Shop i City og Campusrådet, og de mange samarbejdspartnere har givet en unik mulighed for at samtænke tilbud og oplevelser til forskellige målgrupper. Derfor er velkomsttilbuddene til nytilflyttere kun én af tre undersider i appen.

Appens anden underside, ”Studerende”, giver studerende mulighed for at gå på opdagelse i tilbud der er skræddersyet til dem, mens den tredje underside, ”Byens handlende”, giver alle mulighed for at benytte gode tilbud i butikker. Ved at samle alle tilbud i én app, gøres oplevelsen mere brugervenlig for alle med appen i hånden.

– Nytilflyttere er med til at skabe mere liv i hele kommunen, derfor skal erhvervsdrivende også være med til at byde nye borgere velkommen. Min opfordring til butikker, caféer, restauranter, turisterhvervet og resten af erhvervslivet er derfor at støtte op med tilbud via OplevAabenraa-appen, så nye borgere kan udforske de mange fantastiske muligheder, Aabenraa Kommune tilbyder, siger John Christensen, bestyrelsesformand for Aabenraa Erhvervsforening.

Alle nytilflyttere modtager et velkomstbrev fra Aabenraa Kommune, hvori de bliver præsenteret for appen og får den unikke kode, de skal bruge, for at få adgang til velkomsttilbuddene. Appen kan downloades i både Apples App Store og Google Play.

Be the first to comment on "Nytilflyttere bydes velkommen med appen OplevAabenraa"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*