Plantningsselskabet Sønderjylland: Generalforsamlingen startede med en skovtur i Korup Plantage

Plantningsselskabet Sønderjylland: Generalforsamlingen startede med en skovtur i Korup Plantage. Pressefoto

Plantningsselskabet Sønderjylland har en tradition for at starte generalforsamlingerne ude i selskabets plantager. 

I år var det plantagen i Korup, der stod for tur, og de 85 deltagere fik set plantagen, der blev fremvist af plantningsselskabets skovfoged Morten Faudel.

Plantagen i Korup leverer ca. 10 tons nobilis pyntegrønt om året og derudover  består bevoksningen af sitka, douglas, lærk, omorika (serbisk gran) samt rødgran.

Årets resultat i Plantningsselskabet Sønderjylland

Efter skovturen, der blev afsluttet ude i plantagen med kaffe og lækre smurte boller fra Bedsted Friskole, foregik selve generalforsamlingen på Øster Højst Kro. 

Her fremlagde formanden for Plantningsselskabet Sønderjyllands bestyrelse, Per Bonefeld, selskabets resultat. 

Årets resultat før skat blev ca. kr. 1,2 mio. 

– Samlet set betegner jeg årets resultat som meget tilfredsstillende, velvidende at træ priserne har været gode i det forgangne år, men det er absolut også frugten af vores skovfoged Morten Faudels indsats omkring bl.a. den direkte afsætning af selskabets flisproduktion, lød det fra formanden for bestyrelsen.

Kapitalforholdene er ubetinget meget gode. Regnskabet viser en egenkapital på ca. kr. 40,8 mio. svarende til en soliditet på ca. 80 %.

– Selskabet er godt rustet til fortsat udvikling når eller hvis mulighederne byder sig.  

Kilde: Plantningsselskabet Sønderjylland