Der er stadig rigtigt mange fra Tønder, der gerne vil læse på byens nyeste uddannelse. Årets ansøgertal til pædagoguddannelsen viser status quo med flotte 22 ansøgere.
Ofte sker der det, at en uddannelse har stor succes det første år, den åbner i en ny by, mens det andet år er en fuser med meget færre ansøgere. Men her kan det blot konstateres, at Tønder igen er helt unik.
– Med 22 førsteprioritetsansøgere til pædagoguddannelsen i Tønder er vi stort set på højde med sidste år, hvor 23 havde Tønder som førsteprioritet. Det er jeg utrolig glad for, for det viser, at vi er ved at få etableret et godt og bæredygtigt studiemiljø, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen, der fortsætter.
– Jeg har virkelig været spændt på at se, hvordan det ville gå, men Tønder Kommune har gjort en stor indsats for at skaffe studerende til uddannelsen, så jeg er enormt taknemlig for det gode samarbejde vi har.
Helt konkret arbejder Tønder Kommune med en proaktiv strategi, hvor ledere på de forskellige pædagogiske institutioner aktivt taler med potentielle studerende, om ikke det kunne være en mulighed for dem at begynde på studiet frem for at arbejde ufaglært.
– Tønder Kommune er en foregangskommune, når det kommer til aktiv rekruttering, og det viser sig at have en god effekt, vurderer Alexander von Oettingen.
Der er brug for lokale pædagoger
Hos Tønder Kommune er der også glæde over det flotte ansøgertal.
– Vi har brug for endnu flere pædagoger i Tønder Kommune, og at vi nu uddanner dem lokalt her i byen, er en stor fordel for os og alle dem, der læser på uddannelsen, siger Grethe Høyrup Nielsen, der er direktør for Børn, Unge & Social i Tønder Kommune.
De pædagogstuderende på campus i Tønder kommer alle i praktik i lokalområdet, og det er med til at øge tilknytningen.
– Vores studerende kommer næsten alle her fra kommunen, og at vi også igennem studietiden sikrer gode lokale praktikpladser, er med til at give en lokal tilknytning, der gør det lettere, når de studerende er færdige med deres studier. Så på alle måder er det en fordel med en helt lokal uddannelse, vurderer Grethe Høyrup Nielsen.
Næste store dato bliver den 26. juli, hvor det viser sig, om ansøgerne også bliver vekslet til reelle studerende. Er man optaget på en uddannelse, får man nemlig en besked i sin e-boks umiddelbart efter midnat den 26. juli. Det er samtidig dagen, hvor man igen kan søge om at komme ind på uddannelser, hvor der eventuelt er ledige pladser.
Kilde: UC Syd