Påskeshopping i London kan koste kassen når du kommer hjem igen

Vil du undgå en uventet regning, når du kommer hjem fra udlandet, så sæt dig ind i toldreglerne inden afrejse, lyder opfordringen fra Toldstyrelsen.

Påskeferien står for døren, og om lidt flyver tusindvis af danskere på ferie. Shopper du på din rejse i udlandet, er der flere regler, du skal huske på. Først og fremmest har det betydning, om du shopper i et EU-land eller i et land uden for EU. For EU-lande er reglerne enkle. Du må nemlig frit medbringe varer, så længe de er til eget brug. Eget brug betyder, at det kun er til dig selv, familiemedlemmer og gæster i dit hjem.

Går påskeferien til et land uden for EU, er lovgivningen en anden. Lander du i Danmark med fly fra et land uden for EU, må du tage varer med til en samlet værdi af 3.250 kr., hvis du vil undgå at betale told og afgifter. Det er den samlede sum af dine varer, der tæller, så har du købt en jakke i New York til 3.000 kr., er der ikke meget tilbage at shoppe for, inden turen går tilbage til Danmark.

– Mange danskerne flyver til udlandet i påskeferien og tænker måske ikke videre over, at udlandskøbene kan betyde en ekstraregning, når de kommer tilbage fra fx USA, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn. 

Hvad enten man rejser til et land inden for eller uden for EU, er der dog undtagelser, når det kommer til tobak og spiritus. For tobak og alkohol gælder der lidt andre regler, også i forhold til om man har holdt ferie i et EU-land eller uden for EU.

– Derfor er det altid en god ide at læse op på toldreglerne, inden man tager afsted på ferie, siger Mette Helmundt.

Du kan læse mere om reglerne for din rejse på hjemmesiden rejseregler.dk eller kontakte Toldstyrelsen på 72 22 12 12.