Præsidenter, popcorn, storskærm og soveposer – Marieskolens udskoling følger det amerikanske valg tæt den 5. og 6. november 2024, hvor det amerikanske præsidentvalg løber af stablen. Skolens udskoling afslutter deres tværfaglige undervisning om USA med at følge valget hele natten.
På Marieskolen i Tønder går de all in, når USA vælger sin næste præsident. Eleverne i udskolingen følger valget tæt, og kulminationen på hele forløbet bliver en spændende og lærerig overnatning på skolen på selve valgnatten. Her omdannes skolens sal til en kombineret sovesal, klasselokale og tv-stue, hvor soveposer, kladdehæfter, snacks og blyanter mødes i skøn forening.
I denne særlige ramme er Marieskolens værdier – faglighed, dannelse og nærvær – i højsædet. Eleverne lærer ikke blot om det amerikanske valgsystem og USAs politiske landskab, men får også indblik i demokratiske værdier, forskelligheder og vigtige samfundsmæssige spørgsmål. Samtidig skabes en hyggelig og fællesskabsfremmende atmosfære, hvor det sociale spiller en central rolle i elevernes dannelse.
Nickie Christensen, der er både engelsk- og samfundsfagslærer udtaler: “Det her er en oplagt mulighed for at kombinere læring og samvær på en måde, der virkelig engagerer eleverne. De får viden om verdens største demokrati og et af de vigtigste valg, samtidig med at de oplever fællesskab og fordybelse sammen med deres klassekammerater.”
Eleverne vil følge valgresultaterne live på storskærm, diskutere centrale politiske emner og reflektere over forskellene mellem amerikansk og dansk demokrati. Aftenen og natten byder både på faglige aktiviteter og masser af hygge, og der vil naturligvis være popcorn, sodavand og andre lækre snacks til at fuldende stemningen!
Eleverne ser frem til den anderledes skoledag og -nat, hvor det hele foregår i et spændende og sjovt setup. “Det er altid sjovt at lave noget andet end den normale skoledag,” fortæller en af eleverne, “men vi er også lidt bekymrede for, om vi kan holde os vågne hele natten!” Med en kombination af valgresultater på storskærm, diskussioner og snacks håber de dog at kunne klare det – for det er en oplevelse, de ikke vil gå glip af.
Kilde: Marieskolen