Overskud på 54 millioner dækker over rekordhøje investeringer hos Forsyningsselskabet Arwos i Aabenraa Kommune

Arkivfoto - Så er der Full House - alle tre miljøbeholdere fra Arwos er leveret - og en ekstra beholder til farligt affald. Nu er udfordringen så, at der skal laves plads til dem i stativet. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Arwos, der er forsyningsselskab i Aabenraa Kommune – præsenterer et regnskab for 2023 med et overskud på 54 mio. kr. 

– Der er specielle regler for, hvordan Arwos skal opstille regnskaberne. Derfor betyder overskuddet ikke at der er flere penge på kistebunden, forklarer bestyrelsesformand Kjeld Hansen.

– Når vi eks. gennemfører en kloakseparering i Løjt, så betaler vi naturligvis udgiften til entreprenører på én gang. Men når disse udgifter skal bogføres i regnskabet, så skal de afskrives over 75 år. Når man kigger ned i et koncernregnskab som det i Arwos og enøjet ser på årets resultat, kan der gemme sig andre historier bag, siger Kjeld Hansen (K), bestyrelsesformand i Arwos.

Rekordhøje investeringer


Afskrivningsreglerne på 75 år skal sikre, at regninger fra kloakerings- og separeringsprojekter spredes ud over de generationer, som faktisk bruger dem. Og sådanne projekter er der rigtige mange af i disse år.

– Hos Arwos er der et nødvendigt fokus på at renovere og tilpasse kloakken, så det er bedre rustet til klimaforandringer og en optimeret drift. Igen i år sætter vi investeringsrekord i Arwos Spildevand. Der er investeret ca. 150 mio. kr. i kloakseparering i eks. Løjt og Kruså, men det også disse udgifter, der skal afskrives over 75 år.

I alle selskaberne i Arwos har man investeret 168 mio. kr. 

Koncernens omsætning på 244 mio. kr. skal foruden omkostningerne også dække investeringerne på 168 mio. kr., og ser man på pengestrømme i alt, så er der et underskud i på -58,4 mio. kroner i forhold til de penge der er blevet opkrævet. 

Behov for lån 


De -58,4 mio. kr bliver i år dækket af overskud fra tidligere år, hvor investeringsniveauet har været lavere. Den løsning holder ikke i længden, fortæller bestyrelsesformanden.

– Byggeboomet i 60’erne og 70’erne giver en renoveringspukkel i disse år, fordi kloakken er slidt og skal klimatilpasses. Derfor er det nødvendigt at opretholde et højt investeringsniveau mange år frem. Vi vil inden for et til to år få et behov for at optage store lån med en lang afskrivning. Derfor er det betryggende, at ledelsen i Arwos allerede nu er i dialog med pengeinstitutter, fortæller Kjeld Hansen.

De 168 mio. kr., som er blevet investeret i 2023, fordeles med 150 mio. kr. i Spildevand A/S og 15 mio. kr. i Vand A/S. I Affald A/S har man – efter et et par meget aktive år med investeringer i nye affaldsbeholdere – haft et mere stille år.

Nøgletal (t.kr.)20232022
Årets resultat54.52133.457
Investeringsaktivitet168.390151.514
Årets forskydning i likvider-58.376-15.352

Kilde: Arwos