Der er konstateret olieforurening langs stranden fra Lakolk og hele vejen ned til sydspidsen af Rømø, det melder Tønder Kommune ud i presseinformation torsdag eftermiddag.
Der er tale om små olieklumper, der ligger i plamager tæt ved vandkanten.
Derfor er strandene i området lige nu spærret – og badning er forbudt.
Beredskabet er på stedet og samarbejder tæt med politiet, Beredskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen.
– Vi holder øje med situationen og gør, hvad vi kan for at begrænse skaderne, lyder det fra Tønder Kommune.
– Vi opfordrer alle til at respektere afspærringerne, lyder det fra Tønder Kommune torsdag eftermiddag.


