Nyt kunstnerisk værksted “Bundgaards” slår dørene op i Højer – keramiker Sidsel Holsteen er flyttet ind

I disse dage arbejdes der på et nyt skilt til bygningen i Højer, hvor der allerede er udstillet en samling af bl.a. keramiske næser, vaser og væg-lysestager. Pressefoto: Kenni Holdt

I den smukke vadehavsby Højer er et nyt kreativt kraftcenter blevet født.  ”Bundgaards” er navnet på spritnye værkstedsfaciliteter, der skal gøre det attraktivt at etablere sig som kunstner eller kunsthåndværker i Højer.

”Bundgaards”, der er placeret i Storegade nr. 21 i Højer, inkluderer et grafisk- et keramik- og et tekstilfarvningsværksted. Herudover rummer ”Bundgaards” også salgs- og kursusfaciliteter, der gør det muligt for lejere at sælge egen produktion samt arrangere mindre workshops og kurser.

Værkstedet har allerede budt den første tilflyttende keramiker, Sidsel Holsteen, hjerteligt velkommen. Sidsel er uddannet keramiker fra Det Kongelige Akademi på Bornholm. Efter færdiggørelsen af studiet på Bornholm, valgte hun at flytte tilbage til Højer egnen, hvor hun oprindeligt kommer fra. Nu bruger hun keramikværkstedet til at afprøve livet som kunsthåndværker i Højer.

Sidsel Holsteen arbejder i krydsfeltet mellem skulptur og design. I keramikværkstedet producerer hun ting som lysestager, kopper, skåle med huller og vaser.

Hver lørdag holder hun åbent værksted, hvor det er muligt for besøgende at se hende arbejde og købe hendes keramik.

Bundgaards dannede i øvrigt også rammen om en spændende tekstilfarvningsworkshop i forbindelse med den netop afholdte strikkefestivallen ”Masker i Marsken”.
– Ideen bag projektet er at give alle interesserede muligheden for at afprøve livet som kunstner og kunsthåndværker i Højer – på en måde, der minder om konceptet for tilflytterboliger, fortæller Jørn Petersen, formand for Højer Byudvikling ApS og fortsætter: – Navnet “Bundgaards” er særligt, da det hylder den tidligere ejer af huset på Storegade, der i mange år husede en boghandel.

Værkstederne er blevet til i fællesskab mellem Højer Byudvikling ApS og Tøndermarsk Initiativet med støtte fra LAG Haderslev Tønder (lokale Aktionsgrupper).

Julie Hermansen, projektleder i Tøndermarsk Initiativet, beskriver Bundgaards som ”en unik kreativ hub, der huser tre forskellige værksteder inden for kunst og kunsthåndværk” Hun tilføjer: – Tøndermarsk Initiativet har længe haft en ambition om at tiltrække nye kunstnere og kunsthåndværkere, og med dette tilbud er vi et skridt nærmere.

– Vi ser frem til at følge, hvordan disse værksteds- og salgsfaciliteter vil bidrage til Højers kunst- og kunsthåndværkstradition.

Info om projektet: Initiativet er blevet muliggjort gennem et tæt samarbejde mellem Højer Byudvikling ApS og Tøndermarsk Initiativet. Projektet er støttet fra den lokale LAG-afdeling. Samarbejdet har gjort det muligt, at realisere visionen om at skabe et kreativt miljø for kunstnere og kunsthåndværkere i Højer.

Kilde: Tøndermarsk Initiativet