Nyt it-system står klar til erstatningssager efter naturskader eller terrorangreb – og vi kommer alle til at bruge det, hvis vi vil have erstatning

Et mere brugervenligt it-system er klar til at understøtte en effektiv behandling af forsikringssager efter stormfloder, oversvømmelser, tørke og skader efter terrorhandlinger. Naturskaderådet og Terrorforsikringsrådet har lanceret Naturskadebasen.

Borgere og virksomheder skal fremover anmelde skader efter tørke, stormflod og oversvømmelse fra vandløb og søer i Naturskadebasen. Det nye it-system vil også blive benyttet, hvis en terrorhandling med nukleare, biologiske, kemiske eller radioaktive våben skulle ramme Danmark.

Naturskadebasen erstatter Stormbasen og har flere nye funktioner. Blandt andet giver den mulighed for, at borgere kan logge ind og følge deres egne sager, og de vil få udbetalt eventuelle erstatninger til deres NemKonto.

Det er forsikringsselskaberne, der behandler sagerne, mens Naturskaderådet og Terrorforsikringsrådet behandler klager og fører tilsyn med sagsbehandlingen på deres respektive områder.

Hvis borgere eller virksomheder skal have udbetalt erstatning fra naturskadeordningerne eller terrorforsikringsordningen, så skal skaden være anmeldt i Naturskadebasen.

Naturskadebasen understøtter alle led i sagsbehandlingen fra anmeldelse af skader til udbetaling af erstatning. Den anvendes også til forsikringsselskabernes kommunikation med skadelidte, taksatorers skadesopgørelser og forsikringsselskabers anmodninger om udbetaling af erstatning til skadelidte.

Verserende sager, herunder uafsluttede sager efter stormfloderne i oktober 2023 og december 2023, forbliver i første omgang i det hidtidige it-system. Borgere og virksomheder vil få direkte besked, når deres sag overflyttes til Naturskadebasen.

Naturskadebasen er udviklet i et samarbejde mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der er sekretariat for Naturskaderådet, og Finanstilsynet, der er sekretariat for Terrorforsikringsrådet. Brancheorganisation Forsikring & Pension har også bidraget til at udvikle Naturskadebasen, og ekspertudvalg herfra har rådgivet undervejs.

Links

Læs mere om naturskadeordningerne 

Læs mere om terrorforsikringsordningen

Kilde: Naturskaderådet