Nyt fra sønderjyske Rikke Thomsen – Makværk, der slet ikke er noget makværk

Rikke Thomsen med ny single - Selvom den hedder Makværk, er det aldeles ikke makværk. Det skulle da lige være coverets foto.

Det nye album Makværk lander til november.

Det melder promotoren ud.

Sangsilden fra det sønderjyske, der kan synge om en adresse på Ballebrovej, og slippe fantastisk godt fra det, har gjort det igen.

På klingende sønderjysk, i øvrigt en gave til dialekten, lyder hendes rå stemme helt perfekt igen.

Og temaet passer til årstiden.

Og Rikke Thomsen passer i øvrigt perfekt ind på scenen hos Hagges i Tønder.

Eneste aber dabei, er at der hurtigt er udsolgt.

Rikke Thomsen er tilbage med ny musik og en albumtoer på trapperne – og fløjlshandskerne er taget af. Selvom musikken fortsat rummer varme pop/rock-toner med referencer til Rikkes egne store musikalske helte fra 80’erne og 90’erne, så er den ligefremme lyrik på det sønderjyske modersmål fyldt med frustration, sorg og skarp kritik.

På det kommende album Makværk, som udkommer til november, deler Rikke Thomsen således ud af de længselsfulde fortællinger og det dybe følelseshav, man som menneske nemt kan opleve at sejle alene på.

Den nye single ”La Lev & La Dø” er ingen undtagelse. Forklædt i en luftig sound, et guitar/tromme-baseret beat og et storslået væg-til-væg-lydtæppe i omkvædet, synger Rikke om at være på nippet til at give op i – og give slip på – en ganske særlig relation.

Det er en sang om at føle sig ene og alene i ønsket om en dyb relation til en forælder. Titlen er en sønderjysk pendent til udtrykket “Live and let die” og de ord rammer lige ned i følelsen af ensomhed og at være på kanten til at give op i relationen: hvis ikke du kan eller vil, så lad os gå hver til sit. Ja, lad leve og lad dø, i stedet for at gå med håbet,” fortæller sangskriveren.

Læs også artiklen om Ballebrovej 2 her.