Fra efteråret 2026 kan unge og voksne uddanne sig til pædagogisk assistent lokalt i Sønderborg.
SOSU Syd åbner en ny uddannelse på Campus Ahlmann og retter den mod arbejdet med voksne mennesker på social- og handicapområdet.
SOSU Syd og Sønderborg Kommune åbner for en unik mulighed for at uddanne sig til pædagogisk assistent (PAU) i Sønderborg. Det er en særlig tilrettelagt uddannelse målrettet det pædagogiske arbejde på social- og handicapområdet.
Erfaringer og den demografiske udvikling viser, at der er brug for at kunne rekruttere faglærte medarbejdere for fortsat at kunne understøtte mennesker på social- og handicapområdet i deres hverdag og muligheder for at leve et selvstændigt liv. Derfor åbner uddannelsen som pædagogisk assistent målrettet voksenhandicapområdet som det første sted i det sønderjyske. Uddannelsen er tilrettelagt, så den kobler teori og praksis tæt sammen. Eleverne arbejder med virkelige borgersituationer fra start og bliver en del af den hverdag, de senere skal arbejde i. Samtidig øver de sig i at omsætte deres faglighed i praksis.
Uddannelsen starter op i efteråret 2026 med hold 1, og hold 2 starter i februar 2027. Det er ambitionen at optage 20 elever på hvert hold.
– Vi ser ind i en udvikling, hvor det kræver stærke faglige og relationelle kompetencer at skabe gode løsninger sammen med borgerne. Jeg er særlig stolt af det samarbejde, vi har med SOSU-Syd, der giver os muligheden for en ny uddannelse lokalt. Vi kan uddanne medarbejdere tæt på borgernes hverdag, så flere oplever at blive mødt af medarbejdere, der tager udgangspunkt i borgernes egne ønsker, ressourcer og det, der er vigtigt i deres liv, siger Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Også næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Vivi Brit Nielsen, ser uddannelsen som vigtig for både borgere og området:
– Når vi uddanner lokalt, gør vi det lettere for borgere i Sønderborg Kommune at tage en uddannelse tæt på, der hvor de har deres levede liv. Det betyder også, at flere kan vælge at blive i området. For mange bliver det et sted, hvor man kan udvikle sig fagligt – og slå rødder.
Sønderborg Kommune udvikler uddannelsen sammen med SOSU Syd med afsæt i Socialpolitikken 2025-2028, hvor fokus er på helhed og inddragelse af borgerens egne ressourcer og ønsker.
– Vi ved, at det betyder meget for vores elever at kunne tage deres uddannelse tæt på deres hjem og samtidig opleve en tydelig sammenhæng mellem teori og praksis. Med en PA-uddannelse, der målretter sig mod det voksne specialiserede område, har vi lyttet til, hvad der bliver efterspurgt i praksis. Derfor er det også interessant for os at være med til at udvikle et uddannelsestilbud, der kobler mulighederne i en lokal forankring. Den lokale forankring gør, at undervisning og praksis hænger tæt sammen, så eleverne bliver godt rustet til den virkelighed, de møder, siger Lotte Dalegaard Pedersen, direktør for SOSU Syd.
Initiativet bygger videre på gode erfaringer fra partnerskabet med SOSU Syd om Social- og Sundhedsassistentuddannelsen med særligt fokus på DigiTech; en lokal uddannelse på Campus Ahlmann, der siden opstart tilbyder optag på uddannelse to gange årligt. Endvidere er muligheden for at tage GF1 også flyttet til Campus Ahlmann. Partnerskabet har været med til at igangsætte flere tiltrækningsindsatser og sammenhængen mellem uddannelse og praksis er styrket.
Om uddannelsen til pædagogisk assistent (PAU):
Er en erhvervsuddannelse, som tager 3 år og 1½ måned
Veksler mellem undervisning på SOSU Syd, Campus Ahlmann og oplæring i Sønderborg Kommune
Har i Sønderborg særligt fokus på voksne borgere på social- og handicapområdet
