Den 1. juni tiltræder Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen som ny rektor for HTX, IB og EUX på EUC Syd. Han kommer med solid erfaring fra ungeområdet og offentlig ledelse.
EUC Syd har ansat Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen som ny rektor for HTX, IB og EUX med tiltrædelse den 1. juni 2026.
Bjarke kommer fra en stilling som ungecenterleder i Sønderborg Kommune, hvor han de seneste fem år har haft ansvar for blandt andet 10. klasserne, Ungdomsskolen, Ungdommens Uddannelses-vejledning og særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (STU). I alt har han 16 års ledererfaring fra kommunalt regi.
Med ansættelsen får EUC Syd en rektor med stærk indsigt i ungeområdet og erfaring med tværgående samarbejde – kompetencer, der bliver centrale i de kommende års udvikling af ungdomsuddannel-serne.
– Vi går en spændende tid i møde med fokus på udvikling og de kommende uddannelsesreformer.
EUC Syd står på et stærkt fagligt fundament, og vi ser et tydeligt potentiale i også at udvikle os som EPX-institution. Med Bjarke får vi en rektor, der både kender ungeområdet indgående og har solid erfaring med at skabe resultater på tværs af organisationer, siger Dan Zielke, direktør EUC Syd.
Stillingen som rektor indebærer ansvar for den samlede ledelse af HTX, IB og EUX på tværs af EUC Syds afdelinger i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder. Opgaven omfatter både faglig udvikling, personaleledelse og styrkelse af samarbejdet med omverdenen.
– Bjarke har en profil, der matcher vores ambitioner om at styrke både kvaliteten i uddannelserne og vores samarbejde med omverdenen. Han bringer en stærk forståelse for unge, uddannelse og ledelse ind i organisationen, siger Dan.
Bjarke er uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie og har derudover en diplomuddannelse i ledelse samt en master i offentlig ledelse.
Privat bor han i Sønderborg med sin familie.
